FCN styrker kvindefodbolden med Technical Director

Kategorier

Foto: fcn.dk

Vi skal have forløst det store potentiale, lyder det fra Thomas Maale, som netop er tiltrådt som Head of Coaching og Technical Director i FC Nordsjællands pige- og kvindeafdeling.

Det var med store ambitioner for både FC Nordsjælland og dansk pige- og kvindefodbold, at klubben i efteråret 2017 præsenterede en elite- og akademi-satsning, der giver talentfulde piger og kvinder samme mulighed for at udvikle sig og forfølge deres drømme og ambitioner som drengene og herrerne.

Setuppet er løbende blevet udvidet og optimeret, og nu styrkes det yderligere med Thomas Maale i en ny rolle som Head of Coaching og Technical Director i pige- og kvindeafdelingen.

– Jeg synes, at FC Nordsjælland har gang i et sindssyg spændende projekt. Det er en fed mulighed for mig at være indeover det organisatoriske i FCN, lyder det fra Thomas Maale.

– Vi går nogle spændende år i møde, hvor vi skal udvikle vores akademi endnu mere, da der er rigtig mange gode unge spillere på vores akademi, og dem skal vi have op på seniorholdet på sigt. Så der kommer jeg til at skulle skabe en tydelig råd tråd fra akademiet til seniorholdet. Udover det, kommer jeg til at skulle arbejde på at gøre hele setuppet omkring kvindesiden endnu bedre – både for trænerne og spillerne.

– Der er enormt potentiale i akademiet og generelt i klubben, så jeg håber at kunne hjælpe til, at vi får det potentiale til at udfolde sig og tage niveauet endnu et skridt op, så vi kan kæmpe med om medaljer i Gjensidige Kvindeligaen.

Har bevist, at han kan skabe resultater

Thomas Maale er tidligere professionel fodboldspiller med Superliga-kampe for Lyngby Boldklub og B.93. På trænersiden har han taget DBU’s A-licens og har bl.a. stået i spidsen for FC Nordvest i 2. Division på herresiden og BSF i den bedste kvinderække. Derudover har han været fysisk træner i HB Køge og BSF.

Sportsdirektør Mikkel Hemmersam glæder sig over tilgangen af Thomas Maale.

– Vi er ambitiøse med kvindefodbolden i FC Nordsjælland, og det er naturligt for os konstant at søge efter nye muligheder for at styrke vores setup. Det gælder både Gjensidige Kvindeliga-holdet, akademidelen og ikke mindst sammenhængskraften derimellem. Her får Thomas en helt central rolle, fortæller Mikkel Hemmersam.

– Thomas kommer til FCN med meget erfaring i bagagen, og han har vist, at han kan skabe resultater. Han kommer til at arbejde tæt med vores dygtige trænere både på senior- og akademiniveau, så vi kan hæve vores niveau endnu mere hele vejen igennem klubben.

– Der er ingen tvivl om, at der er stort potentiale i klubben og med ansættelsen af Thomas kommer vi endnu tættere på at udfolde præcis dette.