Træningslejren skudt i gang med smalt nederlag

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Foto

Første træningskamp i det spanske blev i dag afviklet, da vi måtte lide et smalt nederlag på 1-0 til de russiske værter fra CSKA Moskva. På trods af nederlaget kan vi, ifølge Flemming Pedersen, være rigtig glade for dagens præstation mod en meget stærk modstander. 

Træningslejren i Spanien blev for alvor skudt i gang i dag, da vi her til eftermiddag mødte den russiske storklub, CSKA Moskva, i den første træningskamp på træningslejren.

Efter en lidt rodet start kom vi efter 20 minutter flot ind i kampen. I resten af første halvleg viste vi nogle rigtig fine takter både i spillet med bolden og i vores defensive struktur, hvor Andreas Hansen havde nogle gode aktioner i målet. Desværre manglede den sidste skarphed offensivt, og dermed gik vi til pause med stillingen 0-0.

Starten på anden halvleg var med russisk overtag, og efter 58 minutter kom Kirill Nababkin højest på et hjørnespark, hvor han via stolpen headede CSKA foran med 1-0. Efterfølgende havde værterne nogle få chancer for at bringe sig yderligere foran, men igen var vores sidste skanse, Andreas Hansen, på tæerne og fik afværget forsøgene.

Cheftræner Flemming Pedersen er generelt glad for præstationen, selvom resultatet selvfølgelig ikke var som håbet. Samtidigt er det også tydeligt for alle, hvad det kræver for at tage niveauet op på en højere hylde.

– Præstationen mod et så stærkt hold er bestemt godkendt. På samme tid er det også tydeligt for os, hvad vi skal blive bedre til for at komme op på det niveau, som en modstander som CSKA har. Vi spillede mod et hold, som spiller hurtigere og er på et andet fysisk niveau, end vi er.

– Så vi skulle bruge de første 10-15 minutter på at vænne os til tempoet, men efter det fik vi nogle rigtig gode positioner i holdet og fik sat spillet fint sammen. Men der skal stadig noget mere skarphed til på den sidste tredjedel af banen, hvis vi skal udnytte de muligheder, vi får mod en modstander som i dag. Mulighederne var der bestemt til at få scoret, men den sidste kvalitet manglede. Men jeg er sikker på, at vi også får sat det lag på vores spil.

I dag blev det til yderligere tre uofficielle debuter, da Benjamin Nygren, Mads Kristian Hansen og Mads Bidstrup alle fik minutter i benene. Minutter, som Flemming Pedersen var rigtig glad for.

– Jeg synes, at alle tre spillere går ind og gør det rigtig godt i deres første minutter for klubben. Benjamin spiller 70 minutter og viser hans store løbepensum frem. Han vil gerne være i nærheden af bolden og indgå i kombinationsspillet, men han er også farlig i hans dybe løb ned bag modstanderens bagkæde. Så ham kommer vi til at få stor glæde af – det er der ingen tvivl om.

– Mads Hansen kommer ind i pausen og får 45 minutter. Han har en rigtig god boldbehandling, kan spille hurtigt og er stærk fysisk. Vi kunne allerede se et godt samarbejde imellem ham og Oliver Villadsen i dag i højre side, så når først han bliver spillet ind på holdet, så kommer vi til at se meget mere fra ham.

– Bidstrup kommer ind med 20 minutter tilbage af kampen. Han kom ind og fik dækket et stort område på banen. Han er god i presset og er en rigtig dygtig duel-spiller, så i forhold til de evner, så er det ikke en type, vi har haft på holdet førhen. Så derfor vil han kunne komme ind og være med til at øge vores tempo i spillet. Så det er tre spillere, som vi vil få meget stor gavn af i dette forår, sagde Flemming Pedersen efter træningslejrens første testkamp.

Kampfakta: 

CSKA – FCN

1-0 (58’): Kirill Nababkin

I morgen venter en mere velkendt modstander, når vi møder vores lokalrivaler fra Lyngby BK. Kampen fløjtes i gang klokken 16.00.