Fra akademi til Superliga: Ernest Nuamah

Kategorier

”Transfervinduet er altid åbent i vores klub”, siger vi sommetider med reference til vores stærke akademier, som uddanner talentfulde fodboldspillere og mennesker, der altid står på spring til vores førstehold. Og nu er det netop tid til at introducere endnu en akademispiller i vores 3F Superliga-trup.

Navnet er Ernest Nuamah Appiah. Den 18-årige ghaneser er kommet til klubben i starten af januar fra Right to Dream og er en venstrebenet kantspiller.

Her er en række udtalelser fra vores nye nummer 37, akademichef Gareth Henderby samt 3F Superliga-cheftræner Flemming Pedersen.

Head of Academies, Gareth Henderby:

– Ernest er en meget god dreng. Han er en stille gut med et smil på læben, men han har nogle stærke værdier, og han forstår ansvaret og vigtigheden i at levere sit ypperste og arbejde hårdt. Jeg er sikker på, at han hurtigt vil finde sig tilrette i Farum og har potentialet til at kunne gøre en forskel på sigt.

– Fodbold har altid været meget vigtig for ham, og det har altid været hans drøm at blive professionel fodboldspiller. Han har udviklet sig rigtig godt i løbet af årene, og der er store forhåbninger til ham, men der vil ikke blive lagt noget ekstra pres på ham for at præstere fra dag ét. Vi tager vores tid, men vi tror også på, at han kan gøre sig gældende relativt hurtigt.

– Det er altid en fornøjelse, når vores egne drenge får muligheden for at tage det næste step i jagten på deres drømme. Vi er stolte af Ernests udvikling, og vi glæder os til at følge ham på det næste kapitel af hans rejse.

 3F Superliga-cheftræner, Flemming Pedersen:

– Ernest er først og fremmest en dribler. Han er utrolig hurtig, har en enorm acceleration og en god agility. Han er primært venstrebenet, men kan også godt bruge højre. Han er en stor individualist med en voldsom power, som har stort potentiale for også at blive en dygtig holdspiller.

– Han vil gå ind i truppen som offensiv kantspiller. Han kan både spille i højresiden, hvor han kan trække ind med sit venstreben, eller han kan bryde igennem i venstre side og lave indlæg. Vi har ikke rigtig haft en venstrebenet højrekant i truppen siden Andreas Skov Olsen, så Ernest kan på sigt give os en ny dimension i spillet, da han både kan gå ind i banen og spille i mellemrum, men også true dybt på den sidste linje.

– Vi har et rigtig fint kendskab til Ernest, derfor går han også direkte ind i førsteholdstruppen, fordi vi regner med, at han kan gøre sig gældende med det samme. Selvfølgelig skal vi se på, hvordan han tilvænner sig, og han skal også fortsat udvikle sig og lægge på sit spil. Vi har jo fulgt Ernests udvikling i mange år, og vi har aldrig været i tvivl om, at han havde potentialet til at ende i Superliga-truppen.

Ernest Nuamah:

– På Right to Dream har jeg lært at tilpasse mig nye udfordringer og være grundig i mit arbejde. Forventningerne er høje på akademiet, så jeg har lært meget i løbet af årene, hvilket har hjulpet mig med at blive en bedre fodboldspiller og holdkammerat.

– Vi samarbejder mellem Right to Dream og FC Nordsjælland, så jeg kender mange af spillerne og menneskerne her i klubben. Det gør det nemmere at tage dette skridt. Der er stor konkurrence på holdet og flere dygtige spillere på min position, men jeg vil gerne bidrage med fornyet energi.

– Det er en stor mulighed for mig, og jeg glæder mig meget. Lige nu handler det om at få spilletid på banen og bide sig fast i holdet, men på den lange bane vil jeg gerne være med til at spille FC Nordsjælland endnu højere op og kæmpe med om trofæer.

– Selvfølgelig har jeg også en langsigtet drøm om at spille europæisk topfodbold og blive en rollemodel for afrikanske fodboldspillere, men først og fremmest handler det om at gribe min chance her og give tilbage.

– Jeg vil gerne takke alle medarbejdere, trænere og holdkammerater på Right to Dream for de mange gode oplevelser, vi har haft sammen de sidste otte år. Det havde ikke været muligt for mig at nå hertil uden dem, fordi de altid har hjulpet mig på og udenfor banen.