FCN og Faxe Kondi forlænger med fem år

Kategorier

Royal Unibrew og Faxe Kondi-brandet har i mange år været en stor del af hverdagen i FC Nordsjælland som trofast partner og fast leverandør til Right to Dream Park. Parterne har mange fælles minder og har fejret flere flotte triumfer sammen, og nu er der enighed om at forlænge aftalen med yderligere fem år.

Samtidig udvides engagementet, da A-tribunen i Right to Dream Park fremover vil blive til Faxe Kondi Tribunen, og derudover vil FC Nordsjælland også bære Faxe Kondis logo på shortsene af de officielle spillerdragter.

Den nye aftale bringer stor glæde hos begge parter.

Johnny Lauridsen, Sales Manager HoReCa hos Royal Unibrew:

– Vi har efterhånden fulgt og været med på FC Nordsjællands flotte og spændende rejse i 20 år, hvor vi har delt en masse store oplevelser sammen. For os står FCN for talentudvikling og dét at turde at tænke anderledes og stort, hvilket i høj grad matcher med vores egne værdier.

– Derfor er vi også meget stolte og glade for at samarbejdet nu forlænges med fem år. Vi glæder os til at fortsætte det fælles arbejde om at skabe gode rammer i Right to Dream Park i de næste mange sæsoner, hvor Faxe Kondi skal aktiveres på flere forskellige måder.

– En del af aftalen indebærer, at hovedtribunen bliver til Faxe Kondi Tribunen og vores logo kommer på spillernes shorts, hvilket er to nye tilføjelser til vores mangeårige samarbejde. Det glæder vi os rigtig meget over, og vi synes også, det siger noget om begge parters villighed til at forny sig.

Trine Hesselund Hopp Møller, Co-CEO hos FC Nordsjælland:

– Royal Unibrew og Faxe Kondi har været med på hele rejsen, siden klubben blev stiftet i 2003, hvilket er ret unikt. Det vidner om et meget loyalt samarbejde, og det understøtter også fortællingen om vores fælles lyst og evne til at udvikle os sammen. Så vi er naturligvis meget glade for at indgå denne nye lange aftale.

– Vi mener, at Royal Unibrew og Faxe Kondi har et særdeles stærkt værdigrundlag, som vi genkender hos os selv, så vi glæder os til at fortsætte det mangeårige samarbejde, som nu bliver fornyet med eksponering på både tribune og shorts, ligesom vi har en masse spændende ting i støbeskeen.

– Faxe Kondi-brandet er efterhånden blevet legendarisk i den danske fodboldverden, hvor alle fodboldspillere – uanset niveau, alder og køn – har et forhold til kondivanden. Derfor er vi også glade for, at Right to Dream Park vil være det eneste 3F Superliga-stadion på Sjælland, hvor det er muligt at få en Faxe Kondi.

Fra dags dato vil Faxe Kondi-logoet figurere på shortsene af 3F Superliga-holdet i turneringskampe og reserveholdskampe. Fra den 1. juli vil aftalen også gælde for klubbens Gjensidige Kvindeliga-hold samt alle klubbens akademihold.