Andreas Hansen efter clean sheet: God udstråling i bagerste geled

Kategorier

Der var chancer i begge ender, da FC Nordsjælland søndag eftermiddag spillede 0-0 med Randers FC.

Andreas Hansen spillede sin blot anden Superliga-kamp i FCN-målet, og den 26-årige keeper gjorde sit til, at holdet endte med at holde gæsterne fra at score.

– Randers havde nogle dødbolde og omstillinger, hvor de blev farlige, men når situationerne nu var opstået, gjorde vi vores job i reaktionen på det. Ja, især den, hvor jeg først kommer i vejen og derefter Erik. Det er rart for os at kunne bidrage – også på den måde – og få et clean sheet, fortæller Andreas Hansen med henvisning til redningen i det 71. minut, hvor han kom hurtigt ud til en fri Stephen Odey og fik handsken på, hvorefter Erik Marxen fik blokeret den næste afslutning på stregen.

Du kan se sekvensen i videoen ovenfor.

– Vi har faktisk arbejdet med lige præcis sådan en situation i målmandsgruppen op til kampen. De små bolde, der svarer til den mulighed Odey fik lige dér. Vi havde arbejdet med, hvordan man skal reagere i sådan en situation – om man kan nå ud og nå tæt på ham, eller om man skal blive inde – så det var jeg godt forberedt på. Stor cadeau til målmandsteamet. At de ser de små ting, der sker i de andres kampe, og det bidrog så til et clean sheet i dag.

– Det er vigtigt for os at have god udstråling i bagerste geled. At vi har ro på. At vi ikke flyver og farer rundt, for det giver også en tryghed til de andre spillere, hvis de kan se, at vi er rolige nede bagved. Det giver en ro i holdet, at der er styr på det.

– Jeg kan mærke, at vi er kommet tættere på hinanden på holdet. Lært hinanden bedre at kende. Vi kommer frem til flere chancer end mod Brøndby, så det bliver bedre og bedre – og hvis vi bliver ved med at holde snuden i sporet og bygge på uge for uge, så bliver det rigtig, rigtig godt.

Næste opgave i Superligaen er mandag den 7. marts på udebane mod AGF, hvor der er kickoff kl. 19:00.

Allerede på tirsdag skal FC Nordsjælland dog i aktion i Reserveligaen. Modstanderen er Lyngby Boldklub hjemme på Right to Dream Park, og vi livestreamer kampen fra kl. 13.00.