[PODCAST] Hjortebjergs optakt ft. Flemming Pedersen: Pre season og første træningskamp

Kategorier

Vores 3F Superliga-trup vendte tilbage på træningsbanen den 7. januar, og dermed er pre season altså skudt godt igang! I den anledning har vi samlet assistenttræner Frank Hjortebjerg og cheftræner Flemming Pedersen til en snak om juleferie, læring fra et svært efterår, pre season, et spændende forår og meget mere.

Cheftræner Flemming Pedersen forklarer blandt andet, hvad truppen og staben lærte af den første halvdel af sæsonen, men han kommer også ind på, hvad han gerne vil se mere af i de kommende måneder.

– Resultaterne har ikke været gode nok, og spillet har heller ikke været godt nok, men der er nogle underliggende parametre, som nuancerer det lidt. Vi skulle have scoret flere mål, og vi skulle ikke have lukket lige så mange mål ind. Der er nogle stats, der er rigtig gode sammenlignet med andre sæsoner.

– For eksempel i det forsvarsmæssige, hvor vi ikke indkasserer lige så mange skud og chancer. Jeg tror, vi skal helt tilbage til 12/13-sæsonen for at finde en lige så god forsvarsmæssig sæson, men det hjælper ikke noget, hvis modstanderen scorer to mål på tre chancer, og vi selv kun kan score på én ud af fire.

– Vi synes, at vi har mistet lidt identitet. Ball possession er på papiret fint, men vi har mistet noget rytme i spillet, og vi skal blive mere sikre med bolden. Også i opbygningen overfor hårdt pres, hvor vi til tider i efteråret var for usikre, gav for mange bolde væk og gav modstanderne for lettet opbygningsspil.

Undervejs beretter Frank Hjortebjerg om god stemning i lejren. Assistenttræneren fortæller, at folk er mødt tilbage fra ferie med en stor portion gåpåmod, og han er generelt optimistisk for forårssæsonen.

– Det er klart, at folk altid kommer tilbage med en masse god energi efter 3,5-4 uger væk fra hinanden. Så vi kommer allesammen ind med en frisk energi og er topmotiverede for at ændre noget af det, som vi ikke har været tilfredse med.

– Jeg synes, vi har haft nogle gode evalueringer og snakke i staben. Vi forsøger at planlægge, hvad der skal ske fremadrettet, og hvordan vi vil prøve at ændre på det. Vi har fået lagt en plan, og den har vi været meget motiverede for at få sat gang i og få omsat ude på træningsbanen.

Efter to ugers hårdt arbejde på træningsbanen venter første træningskamp på lørdag hjemme mod Viborg. Det bliver et opgør á 3×40 minutter, og Frank Hjortebjerg fortæller, at der kommer til at blive bragt mange spillere i spil, da det i begyndelsen af opstarten er vigtigt med fysisk og konditionelt output fra testkampene.

– Selvfølgelig er det især i starten vigtigt, at vi får set mange. Vi har vasket tavlen ren, og alle skal have mulighed for at vise sig frem og spille nogle minutter. Vi er ret mange, så om det lige bliver alle, det ved jeg ikke, men der vil selvfølgelig komme flere i spil nu, end når vi nærmer os Brøndby-kampen.

– Det fysiske output af en træningskamp fylder også mere i starten af en pre season, end det gør henimod slutningen, hvor det gerne skulle være på plads, så vi kan fokusere lidt mere på nogle andre ting end det fysiske.

I slutningen af podcasten quizzer de to trænerkolleger mod hinanden, ligesom der undervejs også bliver snakket om blandt andet tilgangen af Erik Marxen.

Du kan lytte til podcasten på Spotify, Podcast-appen, øverst i denne artikel eller eller på din foretrukne podcasttjeneste! Du skal blot søge efter “FC Nordsjælland” – og sørge for at abonnere på vores kanal, så du får en notifikation næste gang, vi smider noget ud.

På lørdag er der kampstart mod Viborg FF klokken 14.30 i Right to Dream Park. Der er gratis entré i Right to Dream Park ved fremvisning af gyldigt Coronapas, men vi liverstreamer også opgøret på vores YouTube-kanal.

Vamos!