Jessica Davis forlænger med FC Nordsjælland

Kategorier

Foto: Gonzales Foto / Dejan Obretkovic

FC Nordsjælland forlænger kontrakten med den amerikanske forsvarsspiller Jessica Davis.

Jessica Davis ankom til FC Nordsjælland i sommeren 2020, og nu har parterne sat signatur på en ny aftale, således at den amerikanske forsvarsspiller også skal tørne ud for FCN i den kommende periode.

34-årig Davis har spillet et flot efterår i den nordsjællandske bagkæde, hvilket har sikret hende flere pladser på rundens hold af Gjensidige Kvindeliga i løbet af sæsonen. Derfor bringer forlængelsen stor glæde hos både spilleren og klubbens sportslige afdeling.

Jessica Davis:
– Jeg er virkelig glad for at forlænge min kontrakt med FC Nordsjælland. Jeg er stolt af den udvikling, vi har været igennem som hold, og nu glæder jeg mig til at se, hvad vi kan drive det til over længere tid.

– Jeg elsker vores træningsmiljø, og trænernes visioner for fremtiden motiverer mig. Vi ved allesammen, at det tager tid at bygge en kultur på et nyt hold, og vi har stadig en bid vej endnu, men vi er en trup af spillere, der er meget dedikerede og køber ind på klubbens vision.

– Nu handler det om at fokusere på vores fortsatte udvikling og slutte så højt i tabellen, som det er muligt. Jeg ville elske, hvis vi igen kunne få en plads i top-3 og vinde Pokalturneringen, og jeg tror på, at det kan lade sig gøre.

Sportsdirektør Mikkel Hemmersam:
– Jessie har taget et stort ansvar på holdet, siden hun kom til Farum i sommeren 2020. Samtidig har hun også udviklet sig inde på banen, hvor hun særligt det sidste halve år har spillet virkelig godt. Hun har en stor aktie i, at vi har lukket næstfærrest mål ind af alle hold i Gjensidige Kvindeliga denne sæson.

– Derfor er vi glade for, at vi nu har forlænget samarbejdet, og at Jessie fortsætter sin rejse hos os. Vi går et spændende forår i møde, hvor Jessie igen skal være blandt de bærende kræfter.

Jessica Davis har spillet 38 kampe for FC Nordsjællands kvindeseniorhold.