3-0 sejr mod IFK Göteborg i anden testkamp

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

I dag spillede vores Superliga-trup anden testkamp i denne pre season. Modstanderen var svenske IFK Göteborg, som blev sendt hjem til Sverige med et nederlag på 3-0. Målene blev sat ind af Leo Walta, Oliver Antman og Oliver Villadsen.

Opstartens anden træningskamp blev i dag afviklet i Right to Dream Park, da vores Superliga-trup tog i mod IFK Göteborg fra den svenske Allsvenskan.

Vi kom rigtig flot ud til første halvleg, hvor Leo Walta bragte os foran 1-0 efter blot fire minutter. Andreas Schjelderup satte et angreb op og stak Simon Adingra i dybden på venstrekanten, som spillede den skråt tilbage til den unge finne, som flot bankede kuglen i kassen til 1-0. Efter 21 minutter fordoblede en anden finne vores føring, da Oliver Antman scorede på et spark udenfor feltet. Minuttet senere scorede Oliver Villadsen til slutresultatet 3-0 efter en solotur på højrekanten.

Flere mål blev der ikke scoret i opgøret, hvorfor vi kunne glæde os over tre scoringer og et rent bur. Cheftræner Flemming Pedersen er generelt rigtig tilfreds med præstationen og peger på store forbedringer fra første træningskamp mod Viborg, men han ville gerne have set et farligere FCN-mandskab i anden halvleg.

– Ligesom mod Viborg, startede vi kampen fint og fik skabt nogle gode chancer – og i dag formåede vi også at udnytte dem. Vi var rolige på bolden dybt på banen og selvom vi nogle gange mistede bolden i de situationer, så forblev vi rolige og vandt bolden tilbage. Og når vi så lykkedes i de situationer, så spillede vi os flot frem på banen, så Göteborg måtte løbe efter os. 

– Så der var en rigtig god ro i holdet og klar fremgang fra sidste træningskamp, selvom vi startede kampen med næsten den samme startopstilling. Og de bliver også den stamme, som vi i fremtiden kommer til at bygge ud fra, hvilket vi er rigtig positive omkring.

– Selvfølgelig er vi ærgerlige over, at kvaliteten dropper lidt i anden halvleg. Det er også noget, vi har set før i denne sæson. Men i dag formåede vi at score tre mål, hvilket selvfølgelig altid skal være nok til at vinde kampen. 

– Men alt i alt var det dejligt at score tre mål og et clean sheet. 

I dagens opgør gav vi også uofficiel debut til to af vores nyankomne i form af Andreas Hansen og Erik Marxen. Begge viste, i følge Flemming Pedersen, rigtig fin form og vil komme til at give en stor ro i holdet.

– Andreas var lige så overbevisende, som vi havde forventet. Han er meget rolig med fødderne og kan spille igennem linjerne. Han har et rigtig godt spark, men det er ikke nok for at gøre en forskel, og der kommer hans gode overblik ind og hans beslutningstagen. Han kommer til at give os noget ro, hvilket vi også så i dag

– Og det samme gælder for Erik, som er en rigtig god dirigent. Han skal lige ind i vores opbygningsspil, men man kan se, at han er rolig på bolden og har den fysisk tilstedeværelse, som en stopper skal besidde. Så det var meget positivt at se ham i spil i dag. 

– Han fik 30 minutter i dag, hvilket var efter hans fysiske plan, som vi har lagt for ham, så han står topklar til sæsonpremieren.

Kampfakta:

FC Nordsjælland – IFK Göteborg (2×45 minutter)

1-0 (4′): Leo Walta
2-0 (21′): Oliver Antman
3-0 (22′): Oliver Villadsen

Du kan se highlights fra kampen HER.

Torsdag morgen drager Superliga-truppen på træningslejr til Alicante i Spanien, hvor der venter tre træningskampe. Du kan læse mere om det HER.