Kühl om efterårssæsonen og landsholdserfaring: Det har været utrolig lærerigt

Kategorier

Foto: Gonzales Foto

18-årige Kathrine Møller Kühl har gennem efteråret ikke kun udviklet sig til en profil i Gjensidige Kvindeliga, men også til en fast del af A-landsholdet, hvor det er blevet til ni kampe siden debuten i april.

For to uger siden sluttede vi efterårssæsonen af i Gjensidige Kvindeliga. En halvsæson, som er gået op og ned rent resultatmæssigt, men har været fyldt med udvikling i både holdet og hos den enkelte spiller. 

Kathrine Møller Kühl kigger også tilbage på en halvsæson, der har været fyldt med spændende nye tiltag og rigtig gode fremskridt:

– Det har været en meget lærerig efterårssæson. Det, der har karakteriseret den, er helt sikkert vores udvikling. Jeg synes, vi har rykket os hver eneste uge, og bygget på siden vi startede med nye trænere i sommer.

– Det er gået hurtigt, og vi havde måske også håbet på at ligge bedre i tabellen, end vi gør. Men når jeg ser tilbage på alt det, vi har opnået, så er jeg meget stolt af det her hold, og jeg synes, vi har skabt et rigtig godt spillende hold.

– I forhold til min egen præstation er jeg tilfreds, men jeg ser også frem til at udvikle mig og lægge på, hvor jeg mangler.

– Jeg er meget tilfreds med vores holdpræstation, den måde vi udfolder os hver især på banen og hvordan vi gør hinanden bedre. Det har været en stor faktor for, at jeg har kunnet udvikle mig og haft mod og tryghed til at kunne præstere. 

Tilbage i april fik Kühl debut for det danske A-landshold, og sidenhen har hun fået en større og større rolle på holdet. I alt er det blevet til ni kampe og i sidste uge scorede hun også sit første mål, da hun bragte Danmark foran med 0-1 i udekampen mod Bosnien & Hercegovina. 

Det har selvfølgelig været et stort skridt for vores midtbanekreatør og noget, der får motivationen endnu mere frem i hende: 

– Det har været et stort skridt i min udvikling at blive udtaget til A-landsholdet. Det er selvfølgelig en drøm, der er gået i opfyldelse, men det er også en mulighed for, at jeg kan tage flere skridt i min udvikling.

– Det er en stor milepæl for mig, men også en åbning for at lægge mere og mere på for at blive en fast del af holdet og få flere kampe. Så det har været vigtigt for mig at arbejde hårdt i klubben.

– Det, at blive udtaget, gør mig meget motiveret, og derfor har jeg også i dette efterår haft stor motivation til at arbejde endnu mere og hårdere for at få drømmene til at gå i opfyldelse. 

Det er tydeligt, at motivationen og viljen til at blive en bedre fodboldspiller er på sit højeste hos Kühl. Derfor ser hun også meget frem til resten af sæsonen, hvor hun er sikker på, at FCN-truppen kommer til at udvikle sig endnu mere. 

– Jeg synes, at FCN har skabt rigtig gode rammer for udvikling – især af unge spillere. Det har været fedt for mig, at siden jeg kom op på senior, har udviklingen altid været første prioritet. Jeg har haft trygge rammer til at kunne bygge på og forskellige trænere med forskellige fokuspunkter, der alle har været med til at udvikle mit fodboldspil. 

– Jeg har høje forventninger til forårssæsonen, da jeg synes, vi har kvalitet til at spille med i toppen.

– Det bliver en hård preseason, hvor vi skal være fokuserede og arbejde hen imod forårssæsonen. Det er en god mulighed for at bygge videre på vores spil og gøre holdet og os som spillere endnu bedre, så vi er bedst muligt forberedt til de kampe, der kommer.