Moscato trods udbyggelse af god stime: Vi sad med en skuffet følelse

Kategorier

Foto: Gonzales Foto

I går sikrede vi os et godt point på en svær udebane, da vi i Gjensidige Kvindeliga var på besøg hos FC Thy-ThistedQ. Selvom vi endnu engang formåede at holde et clean sheet, så sad spillerne alligevel tilbage i omklædningsrummet med en skuffet følelse over ikke at få alle tre point med tilbage til Farum.

Vi fortsatte vores ubesejrede stime i Gjensidige Kvindeliga i går, da vi efter en målløs affære kunne rejse hjem fra Thisted med det ene point.

Efter kampen satte cheftræner Carmelina Moscato følgende ord på gårsdagens præstation:

– Kampen var præstationsmæssigt delt op. Thisted var meget intense i deres pres og havde tre store chancer i første halvleg, men spillerne var gode til at holde fokusset og blive ved med at lede efter hullerne i deres presspil. 

– Vores defensive organisation var faktisk rigtig fin i første halvleg, så at holde dem til kun tre chancer i første halvleg var flot. Og i anden halvleg var organisationen endnu bedre, hvor Thisted slet ikke kom frem til noget. 

– Spillerne har igennem sæsonen været gode til at udføre den gameplan, som vi har lagt inden hver kamp, og det var også tilfældet i dag. Ydermere, så imponerer de mig også i deres evne til at tage imod nye input og udføre dem i kampene. Vi laver tit ændringer i pausen, hvorefter spillerne går ud og udføre det flot efterfølgende – hvilket også skete i dag.

– Så jeg er meget stolt af spillernes præstation i dag. Vi sad tilbage i omklædningsrummet en smule skuffet efter kampen, da vi følte, at vi kunne have fået mere end det ene point med fra kampen. Det er selvfølgelig svært at sige, efter vi har mødt så god en modstander som Thisted, men det var nu den følelse, vi havde. Så stort cadeau til spillerne. 

– I vores proces frem mod at spille det spil, som vi gerne vil, så har det været fantastisk at se den evne, vi har til at forsvare vores eget felt. Vi hænger godt sammen i vores defensive organisation og vi rykker på flere defensive parametre fra kamp til kamp, hvilket er godt at se. 

– I forhold til vores offensive spil, så vil jeg sige, at vi manglede en smule tålmodighed i første halvleg. Vi skulle have passet bedre på bolden og generelt have været bedre, når vi var i boldbesiddelse. 

– I anden halvleg blev ovenstående bedre, men der manglede vi en smule kvalitet, når vi kom frem til modstanderens felt. Men på samme tid vil jeg sige, at vi var en smule uheldige med ikke at få scoret. Vi havde chancer til det, men det var desværre ikke nok i dag.

– Men generelt var det god kamp. Det er fedt at være en del af den rejse, som alle i og omkring holdet er igennem lige nu. Vi har tre meget vigtige kampe tilbage inden julepausen, og vi er mere end klar til de kommende opgaver, afslutter Moscato. 

Som vores cheftræner nævner ovenover, så venter der nogle meget spændende opgør. Og allerede i næste weekend skal vi fortsætte vores fremadgående kurve, når Kolding IF gæster Right to Dream Park. Kampen fløjtes i gang klokken 13.00 og du kan allerede nu sikre dig din billet på billet.fcn.dk.