Moscato efter kryds med topholdet HB Køge: Spillerne gav alt af sig selv på banen

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Foto

I går var de forsvarende mestre og førerholdet HB Køge på besøg i Right to Dream Park til årets sidste Gjensidige Kvindeliga-kamp. Det endte 0-0, og vores cheftræner Carmelina Moscato roser holdets indstilling og fight, men ville gerne have været endnu farligere omkring Køges mål.

Inden gårsdagens opgør var HB Køge ubesejret i sæsonens 13 første kampe, hvor kun Fortuna Hjørring havde formået at tage point fra de forsvarende mestre. Det fik vi dog ændret på med en stærk præstation og stor fight fra holdet.

Undervejs i opgøret bragte vi 16 spillere i spil, hvoraf tre af dem var debutanter, som fik deres første minutter i Gjensidige Kvindeliga.

– I denne sæson har vi arbejdet så hårdt på forskellige aspekter i vores spil – både med og uden bolden. I dag bad vi spillerne om at tømme tanken og give alt af sig selv ude på banen. Og det gjorde de. Vi havde også en bænk klar til at komme ind, så alle bidrog i dag, og det er en rigtig god fornemmelse, når vi kan bringe mange spillere i spil, forklarede Carmelina Moscato efter slutfløjt i går.

Kampen bølgede frem og tilbage i de 90 minutter, hvor især slutningen af opgøret blev lidt spændende med flere store chancer i vores ende. Vores cheftræner var meget tilfreds med vores presspil uden bold, men peger også på, at vi ikke var gode nok til at komme igennem HB Køges bagkæde.

– Jeg synes, vi dominerede kampen til tider, mens vi til andre tider selv var presset i bund. Så det var en rigtig god fodboldkamp. Jeg er især rigtig godt tilfreds med vores presspil, som jeg synes, er på et af de højeste niveauer i ligaen. Når vi selv var på bolden, var vi gode til at bryde linjerne midt på banen, men vi skulle have været bedre til at bryde Køges sidste forsvarslinje.

Selvom vi til tider ikke blev farlige nok omkring Køges mål, kunne vi stadig tage en uafgjort med fra opgøret, og dermed blev vi det blot andet hold i sæsonen til at tage point fra de forsvarende mestre. Cheftræner Moscato roser fællesskabet og kvindernes evne til at fighte for hinanden.

– Jeg vil gerne rose spillernes fight og holdånd. Disse kvinder forstår, hvad der skal til for at udvikle sig, og der hersker en form for søsterskab i gruppen, hvor man virkelig værner om hinanden både på og udenfor banen. Det bliver vores nøgle til succes i fremtiden.

Nu går vi på juleferie i Gjensidige Kvindeliga, inden vi skal spille slutspil på den anden side af nytår.