Kurland efter remis: Vi er selvfølgelig meget skuffede

Kategorier

Foto: Noah Thilemann

Lørdag eftermiddag led vores U19-drenge en sur skæbne, da de på en scoring fra AGF i det 92. minut, måtte se sig til takke med ét point i Århus. Cheftræner Kasper Kurland var efter kampen meget skuffet, men på samme tid også okay tilfreds med præstationen.

Efter et par svære resultater mod henholdsvis Brøndby IF og AaB, skulle vores U19-drenge tage revanche, da de lørdag var på besøg i Fredensvang, hvor AGF var værter.

Men en scoring fra værterne i det 92. minut satte en stopper for det, og efter kampen var det derfor ikke overraskende en skuffet trup, som vendte snuden hjem mod Farum.

Cheftræner Kasper Kurland sætter nedenunder ord på lørdagens remis:

– Vi er selvfølgelig skuffede over, at vi ikke formåede at holde hjem. Vi spillede en god første del af første halvleg. Vi fik sat vores opbygningsspil rigtig godt og scorer også et super mål i den periode.

– Efter målet mister vi dog lidt grebet. Det bliver en kamp med meget fysik og mange dødbolde. Og i takt med at banen blev vådere og vådere, blev spillet også mindre og mindre sammenhængende.

– Drengene arbejdede og kæmpede fint frem til pausen, så vi kunne slutte første halvleg foran 0-1.

– Anden halvleg starter vi rigtig godt og kommer ud og får lagt et højt pres. Vi erobrer nogle bolde højt og stresser dem i deres opbygningsspil. Havde vi haft lidt mere skarphed kunne vi også have bragt os yderligere foran, men vi manglede lidt på vores offensive omstillinger, hvor vi ellers havde nogle fine muligheder. Men generelt var det et fint udtryk.

– Men som der nogle gange sker i fodbold, så giver vi et defensivt hjørnespark væk, hvilket de udligner til 1-1 på.

– Med et lille kvarter igen får vi et rødt kort for uacceptable adfærd fra en af vores spillere, og det satte selvfølgelig sit præg på resten af kampen.

– Efterfølgende får vi dog et hjørnespark, hvor AGF-målmanden smider bolden i eget net i en situation, hvor han er meget presset.

– På endnu et hjørnespark scorer de så til 2-2 med få minutter tilbage af kampen.

-Det er selvfølgelig aldrig godt at indkassere to mål på hjørnespark, så det kommer vi til at kigge på i næste uge.

– Men drengene kæmpede flot. Humøret i omklædningsrummet var selvfølgelig ikke top, men perspektivet var, at vi havde leveret en god indsats. Vi havde gode periode på bolden og skulle have haft endnu flere.

Kampfakta:

AGF – FCN

0-1 (‘19): Patrick Dorgu

1-1 (‘69): Thomas Kristensen

1-2 (‘82): Mikkel Markdal (selvmål)

2-2 (‘92): Frederik Ihler

Du kan se højdepunkter fra lørdagens kamp HER.

Næste og sidste opgave for holdet i dette efterår er på lørdag, hvor Vejle gæster Right to Dream Park. Kampen fløjtes i gang klokken 13.00 og du kan se kampen på vores YouTube-kanal.