Kurland efter nederlag i Brøndby: Vi kan lære meget fra kampen

Kategorier

Foto: Noah Thilemann

I dag led vores U19-drenge en hård skæbne, da de, på en scoring i sidste minut, måtte se sig slået med 2-1 på udebane mod Brøndby IF. Efter kampen var cheftræner Kasper Kurland selvfølgelig skuffet over ikke at få point med fra kampen, men ser også tilbage på situationer, hvor der er god mulighed for udvikling i holdet. 

Efter en god præstation i sidste weekend hjemme mod lokalrivalerne fra Lyngby BK, var vores U19-drenge i dag på besøg hos Brøndby IF. Værter kom ind til kampen med flere gode resultater i bagagen, og derfor var der lagt op til en spændende kamp. 

En situation i sidste minut skulle vise sig at blive afgørende, men selvom det i dag ikke blev til point, så ser cheftræner Kasper Kurland tilbage på en kamp, som kunne være gået til begge sider: 

– Vi vidste lidt på forhånd, hvad vi ville møde, hvilket stemte overens med, hvad vi så fra Brøndby i dag. Selvom det tog os nogle minutter at blive indstillet på dem, så spillede vi faktisk en rigtig god første halvleg. Vi havde fint styr på kampen, men der var nogle situationer offensivt, hvor vi skulle have været skarpere. Defensivt kom de kun til meget få chancer, hvor Andy (Andreas Gülstorff) tog sig fint af dem.

– Når vi var i boldbesiddelse, var vi gode og fik flyttet dem godt rundt, hvilket også skabte 0-1 målet.

– Men i anden halvleg fik vi ikke spillet nok og kunne ikke rigtig komme ud fra vores opbygningsspil. Trods det, så kom vi stadig frem til nogle gode muligheder, som vi dog ikke fik udnyttet.

– Det samme gjorde Brøndby dog, men i den periode var Andy igen meget stærk.

– I de sidste 10 minutter indkasserer vi to mål i to situationer, som vi virkelig skal lære af.

– Den første situation, hvor de får lov til at drible igennem, uden vi rigtig får sat os igennem. Og derfra får de vendt spillet foran vores felt og scorer derefter.

– Og i den anden situation, skal vi lige tænke lidt over, hvilke beslutninger vi skal tage, når vi går ind i de sidste minutter af en kamp. Der traf vi desværre en beslutning, som ikke nødvendigvis var den helt forkerte, men det gik lidt for langsomt og var for forudsigeligt, og derfor mistede vi bolden på midten af vores egen halvdel med ét minut tilbage af kampen.

– Ud fra et læringssynspunkt var det en rigtig god situation, fordi det er klart, at når der mangler ét minut og der står 1-1, skal drengene lære, at det er okay at være tilfreds med ét point.

– Når det er en lige kamp, som kan gå til begge sider, så skal vi sikre os det ene point og ikke spille med for meget risiko. Og det kan man sige, at det sidste mål virkelig fik belyst.

– Havde vi været skarpere i den situation, så kunne vi havde set tilbage på kampen med andre øjne.

– Det gjorde vi dog desværre ikke. Efter kampen fik vi derfor også snakket om, hvordan vi spiller kampene, når de kommer ind i de døende minutter.

– Men hvis vi vender det til noget positivt, så er det et godt tidspunkt for drengene at lære det nu. Selvfølgelig er det ærgerligt med resultatet, men som altid vil læring og udvikling komme over resultaterne.

– Men alt i alt en fin kamp. Vi havde meget at slås med, men jeg synes, at drengene gjorde det fint og havde kvalitet – vi fik desværre bare ikke udnyttet det. 

Kampfakta:

BIF – FCN

0-1 (‘28): Maksim Stjopin

1-1 (‘78): Marinus Larsen

2-1 (‘94): Mathias Kvistgaarden

U19-drengene går nu ind i en landskampspause, og derfor er næste opgør først den 20. november, når AaB gæster Farum. Kampen fløjtes i gang klokken 13.00.