R1+O | ‘Kaz’ inden møde med tidligere holdkammerater: Det bliver specielt

Kategorier

Foto: FCN

Efter en imponerende og målrig start på eSuperligaen, skal vores eSport-hold i denne uge igen i aktion, hvor der venter to spændende opgør mod henholdsvis OB og SønderjyskE. Vi har talt med vores spiller Wali ”Kaz” Kazmi om opstarten på sæsonen og hans syn på de to nært forestående kampe.

I sidste uge besejrede vores eSport-hold Vejle med 3-1 og Randers med 2-4, hvilket placerer os på en flot 2. plads i eSuperligaen efter de to første kampe.

Ifølge Wali ”Kaz” Kazmi skyldes den gode start på sæsonen flittigt slid og holdets solide samarbejde:

– Vi har fået en rigtig god opstart, hvor vi har arbejdet og kæmpet hårdt, for at være hvor vi er nu.

– Hele holdet har haft et virkelig godt samarbejde, og jeg synes, at vi har fået skabt en rigtig fin kemi. Nu handler det for os om at holde momentum og fortsætte i samme konstruktive spor.

I dag går det så igen løs i eSuperligaen, når vi i aften spiller mod OB. Fynboerne ligger inden denne runde på en 7. plads med 3 point, men kommer til opgøret med en 3-1 sejr i bagagen fra deres seneste kamp.

For ”Kaz” bliver kampen ekstra speciel, da han for første gang siden sit stop i OB står over for sin tidligere klub. Det vækker følelser at skulle spille mod en tidligere holdkammerat, men når kampen først går i gang, bliver de lagt til side og fokus rettet 100% mod spillet, fortæller Wali:

– Det bliver mærkeligt at skulle spille mod mit gamle hold. Jeg synes jo godt om alle drengene, og har især et godt forhold til Kallestrup, som var min faste makker, da jeg spillede der.

– Men det handler om at holde fokus på holdet og vores opgave. Når jeg endelig sidder i ilden, så er jeg sikker på, at jeg er helt klar og kommer til at præstere fuldt ud.

Opgøret mod OB er dog ikke den eneste eSuperliga-kamp for vores eSport-hold i denne uge, for i morgen gælder det nemlig ugens anden kamp, hvor SønderjyskE er modstanderen.

Det bliver en kamp, hvor planen er at fokusere på eget spil, og for at sikre et godt resultat må der ikke gås på kompromis med denne, påpeger Wali ”Kaz” Kazmi:

– Vi skal fokusere på at spille vores eget spil, akkurat som vi har gjort så succesfuldt i de to første kampe. Vi må ikke gå på kompromis med dette, for så kan det blive en meget åben kamp.

– Hvis vi holder os til planen, er jeg dog sikker på, at vi nok skal gå fra kampen med et godt resultat.

Kampen mod OB spilles i dag klokken 19.00, og kampen mod SønderjyskE spilles i morgen klokken 18.00. Begge opgør kan streames live på YouTube og Twitch.