Hashemi inden årets sidste kamp: Vi glæder os

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Foto

På søndag gælder årets sidste kamp i Gjensidige Kvindeliga, når de forsvarende mestre fra HB Køge kommer på besøg i Right to Dream Park. Vores nummer 10, Dajan Hashemi, sætter nedenunder nogle ord på den udvikling, som hun sammen med holdet har været igennem: 

– Vi har haft et stort fokus på at få klubbens spillestil frem i vores. I starten havde vi meget fokus på vores opbygningsspil, hvorefter vi nu har et større fokus på presspillet. Præcis presspillet synes jeg også, at vi fik vist fint frem i sidste weekend, fortæller Hashemi og fortsætter:

– På grund af de mange nye aspekter i vores spil, har vi været noget svingende i vores præstationer igennem sæsonen. Men vi har hævet vores bundniveau til et punkt, hvor vi kan præstere knap så godt, men stadig få point med fra kampene. 

– Så efter omkring fire måneder sammen som trup, synes jeg, at vi har rykket os utroligt meget. Det har vi også kunnet se i de sidste par kampe, hvor vi har spillet op med og domineret kampe mod nogle af topholdene i ligaen. 

Hashemi selv har også været igennem en rigtig fin udvikling, hvor hun efter lidt tid er blevet både en profil her i klubben og på ligaplan. 

– Jeg tror, at det har meget at gøre med, at jeg føler mig komfortable i måden, vi spiller på. Jeg har fået en meget fri rolle på holdet, hvilket gør, at jeg kan vise mine kvaliteter og spille på min måde. Samtidig har mine præstationer givet mig mere selvtillid og det har bestemt også haft en indflydelse på min udvikling det sidste halve år. 

På søndag gæster HB Køge Right to Dream Park, og efter flere gode præstation kommer Hashemi og resten af truppen ind til kampen med store forhåbninger. 

– Vi skal fokusere på os selv. Hvis vi kan vise det samme udtryk, som vi har vist de sidste to kampe mod Fortuna Hjørring og Brøndby, så er jeg sikker på, at det bliver en meget spændende kamp. 

– I sidste weekend manglede vi en smule kvalitet foran mål, men alt andet fungerede for os. Så hvis vi kan tage ekstra offensiv kvalitet med ind på banen på søndag, så bliver det en god kamp for os, afslutter Hashemi. 

På søndag er der ikke kun en spændende kamp i Gjensidige Kvindeliga, men også 3f Superliga aktion i Right to Dream Park. Du kan købe billetter til kampene på billet.fcn.dk.

Dagen starter allerede klokken 12.00, når Arbejdernes Landsbank Fanzone åbner. Klokken 14.00 er der kampstart i 3f Superliga, hvor Silkeborg IF er modstander. Efter kampen vil der være banko hygge i GSV lounge. Du kan læse mere om det HER.

Klokken 19.30 går det løs i Gjensidige Kvindeliga, så alt i alt venter der en fantastisk dag i Right to Dream Park og en rigtig fin mulighed for at fejre et flot 2021 hjemme i Right to Dream Park.