Flemming P. om glippet sejr i Viborg: Vi er allesammen ekstremt skuffede

Kategorier

Foto: Gonzales Photo / Dejan Obretkovic

Vi var længe på sejrskurs, men en overtidsscoring fra Viborg resulterede i slutresultatet 2-2, da vi her til aften gæstede Energi Viborg Arena i 3F Superliga. En skuffet Flemming Pedersen er ikke tilfreds med Viborgs to dødboldsscoringer, men godkender vores indsats og mentalitet i en svær udekamp.

Efter 12 minutter af aftenens 3F Superliga-opgør kom Viborg foran på en dødboldsscoring, hvor værternes Jacob Bonde stod umarkeret i den bagerste del af feltet. Drengene fik dog ædt sig flot ind i kampen igen, og på to scoringer med tre minutters mellemrum, fra Oliver Antman og Simon Adingra, gik vi til pause foran 1-2.

Anden halvleg bølgede frem og tilbage med chancer i begge ender, men i det 92. minut straffede Viborgs Lars Kramer os med endnu et hjørnesparksmål og en udligning til 2-2. Resten af overtiden bød også på chancer, hvor især indskiftede Lasso Coulibaly og Andreas Bredahl havde mulighed for at sikre os tre tiltrængte point, men bolden ville ikke ind.

Efter slutfløjt havde en skuffet cheftræner Flemming Pedersen følgende at sige om dagens kamp:

– Det er jo ekstremt ærgerligt, igen. Vi var så tæt på tre point, hvilket vi har været et par gange efterhånden, så det var tough læring for os alle. Selvfølgelig betyder det noget for både spillere og trænerstab, fordi vi vil så gerne have den sejr, så vi er allesammen ekstremt skuffede.

– Vi synes, indsatsen var til stede og godkendt. Vi spiller med stort mod, og man kan ikke se, at det er et hold, der ikke har vundet i mere end to måneder. Selvom vi kommer bagud på en skidt situation ved et hjørnespark, så kommer vi stærkt tilbage og spiller med kæmpe initiativ og tvinger Viborg til at lave fejl.

– Så vi kan kun være tilfredse med indsatsen, men vi må blive ved med at kigge på de standardsituationer, for det er ikke godt nok at indkassere to mål på den måde. I denne sæson har vi generelt været rigtig gode til ikke at få for mange dødbolde imod os, men vi ved også, at det er svært, når modstanderne går meget mand-mand på os og vejer otte kilo mere, end vi gør.

– Vi har nogle fantastiske fans, som igen støtter os flot på udebane i Jylland. Da Jan Laursen, Mikkel Hemmersam og jeg var nede at snakke med dem inden kampen, siger de til mig: “Flemming, gider du gå ned og sige til spillerne, at vi altid vil støtte jer 100%, uanset om I spiller dårligt, taber eller hvad der sker”.

– Sikke en opbakning at få. Det var de ord, som spillerne gik på banen med, og det gjorde uden tvivl et indtryk. Så vi glæder os til at give fansene den sejr på den anden side af landskampspausen.

Du kan se Oliver Antman og Simon Adingras flotte scoringer via linket HER.

I den kommende weekend er der landskampspause, hvorfor næste turneringskamp for vores Superliga-trup er på hjemmebane den 21. november mod Silkeborg. Du kan allerede nu fange din billet til kampen på vores billetside.