Flemming P. efter smertefuldt nederlag i Odense: Vi er ekstremt skuffede

Kategorier

Foto: Gonzales Foto / Dejan Obretkovic

Vi kom godt fra start, men var ikke skarpe i vores afslutninger, og så løb OB med en 2-0-sejr i dag, da vi spillede årets sidste 3F Superliga-kamp på udebane i Odense. Cheftræner Flemming Pedersen er ekstremt skuffet over ikke at gå på juleferie med tre point, savner skarphed i felterne og ser frem mod fokuseret arbejde i vinterpausen.

Da der var spillet 15 minutter af dagens opgør i Nature Energy Park, hed skudstatistikken 1-5 i vores favør med flere store muligheder for mål, men vi var ikke kyniske nok i vores afslutninger. I stedet fik OB bidt sig ind i kampen, og i det 20. minut straffede værternes Issam Jebali os og sparkede bolden i kassen til 1-0. I anden halvleg forsøgte vi at satse offensivt, men ind ville bolden ikke, og så lukkede OB’s Max Fenger kampen til 2-0 kort før tid.

Cheftræner Flemming Pedersen er særligt ærgerlig over vores niveau i felterne, hvor han endnu engang savnede at få flere folk i feltet og udnytte vores chancer bedre.

– Vi mangler først og fremmest at sparke bolden ind på de muligheder, hvor vi er i feltet, men vi har også en del muligheder, hvor vi kommer til baglinjen og slår bolden i feltet, men vi har ingen derinde til at møde den.

– Der var masser af godt spil i dag. Vi kom fantastisk fra start, og jeg synes også, at vi i størstedelen af kampen dominerer med bolden og spiller med stort mod, men det er jo helt ligemeget, når målene udebliver. Vi kan spille nok så godt, men hvis vi ikke kan score mål, og modstanderne i stedet scorer på os, så er det jo ligegyldigt.

Med nederlaget er vi nu oppe på 11 Superliga-runder i streg uden sejr, hvilket naturligvis skuffer Flemming Pedersen ‘ekstremt’. Han ser frem til den kommende vinterpause, hvor der er tid og mulighed for at analysere mere dybdegående på den nedadgående formkurve.

– Vi er ekstremt skuffede, fordi vi havde håbet at gå på juleferie med en vendt stime. Det eneste vi kan glæde os lidt over om et par dage, er, at der er vinterpause. Nu er der bedre tid til lige at løfte blikket en smule mere og se endnu mere objektivt på tingene, selvom jeg synes, vi har været gode til at analysere løbende igennem efteråret.

– Vi er stadig et hold, der kan være vores indsats bekendt, og det er stadig en god trup med en god holdånd, men vi skal have nogle flere point på kontoen, ellers er det som sagt underordnet. Og én af de ting, vi skal have kigget på, er, hvordan vi kan blive skarpere i feltet, men det skal ikke lyde som om, at vi ikke har arbejdet på det, fordi det har vi gjort hele efteråret. Vi skal have flere folk i boksen.

Fanklubben Wild Tigers havde arrangeret en bustur til Odense i dag, og var derfor på plads med stor støtte på lægterne, hvor der blandt andet var lavet flere bannere til anledningen. Flemming Pedersen hæfter sig ved, at fansene endnu engang blev på tribunen efter slutfløjt, så han og resten og truppen havde mulighed for at kigge dem i øjnene.

– Endnu engang var det fedt, at vores fans blev så lang tid efter slutfløjt i stedet for at tage skuffede hjem til Farum direkte. Og det var også rart for os og spillertruppen at involvere os og snakke med dem.

– Vi har stor respekt for, at de vælger at tage hertil og støtte os, selvom vi ikke har givet dem tilfredsstillende resultater og ikke har spillet med nok kvalitet i lang tid.

Superliga-truppen går på vinterpause den 10. december og vender tilbage til træning igen den 6. januar. Inden da spiller vi to reserveholdskampe mod henholdsvis Brøndby IF og Lyngby Boldklub, hvoraf den første afvikles i morgen klokken 13.00 hjemme mod Brøndby. Vi livestreamer som sædvanligt kampen direkte fra Right to Dream Park via vores YouTube-kanal.