Flemming P. efter Silkeborg-remis: Mangler skarphed og kvalitet

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Foto

Oliver Villadsen bragte os foran i slutningen af første halvleg, men Silkeborgs Nicolai Vallys udlignede efter pausen, hvorfor det endte 1-1 i eftermiddagens 3F Superliga-kamp i Right to Dream Park. Cheftræner Flemming Pedersen er skuffet over, at vi ikke fik en tiltrængt sejr og peger på manglende kvalitet og skarphed.

Der var masser af chancer og underholdning på kunstgræsset i Farum til dagens El Plastico-opgør mod Silkeborg IF. Oliver Villadsen bragte os foran med sit fjerde sæsonmål i det 42. minut, men Nicolai Vallys udlignede for gæsterne midtvejs i anden halvleg. Dermed sluttede opgøret 1-1 på trods af store muligheder for flere mål, særligt i de døende minutter.

Undervejs i kampen var Silkeborg mest på bolden, hvilket statistikkerne også afspejler. Cheftræner Flemming Pedersen fortæller, at vi gerne ville presse gæsterne højt, men at kampforløbet også afspejler, at jyderne er ekstremt dygtige med bolden i egne rækker.

– Vores overordnede gameplan bar præg af, at vi ved, at Silkeborg er Superligaens bedste hold på bolden. Der er ikke rigtig nogen hold, der har formået at presse dem på det aspekt. Hvis man går højt på Silkeborg, så bliver man gerne straffet.

– Men vi skal jo også være tro mod os selv, så vi ville fra start gerne gå så højt op, som det var muligt. Det afspejler vores føringsmål også, hvor vores højre wingback ligger helt oppe og presser på deres venstre stopper. Så i store perioder var vi rigtig godt tilfredse med vores høje presspil, som var med til at gøre Silkeborg usikre. De smed mange bolde, også inde centralt, hvilket de normalt ikke gør.

– Vi ved dog også, at det koster mange kræfter, og vi kan se, at vores presintensitet daler. Så vi vælger justere til et mere passivt pres, hvor vi går fra tre til to spillere på den forreste linje, men til gengæld styrkede vi midtbaneleddet, fordi der var nogle situationer, hvor Silkeborg får lov at spille sig for let igennem.

– I anden halvleg sætter vi Andreas Schjelderup ind i stedet for Abu Francis, fordi vi gerne ville gå stenhårdt efter målet til 2-0. Det forsøger vi også at gøre, og jeg synes også, vi er fint med og har nogle rigtig store chancer.

Det var dog desværre ikke nok. På trods af nogle store, åbne muligheder i både første og anden halvleg, formåede vi ikke at score det ekstra mål. Derfor var Flemming Pedersen heller ikke tilfreds med vores skarphed og kvalitet, men hæfter sig dog ved holdets stærke mentalitet

– Med lidt mere kvalitet og skarphed kunne det have set markant anderledes ud, så man står med en blandet følelse her efter kampen. Indsatsen og modet er der tydeligvis stadigvæk, og man kan ikke se, at vi er et hold, der ikke har vundet i mere end to måneder. Det er meget, meget positivt og vidner om en stærk kultur og holdhånd.

– Men omvendt er det overskyggende, at vi ikke er tilfredse med 1-1. Vi er skuffede over den manglende kvalitet. Ikke kun i forbindelse med de brændte chancer, men også i nogle situationer, hvor vi er for dårlige til at holde fast i bolden. Det er ofte, at vi smider den hen til en modstander, lige efter vi har erobret den, og der skal vi være bedre til bare at beskytte kuglen lidt og holde fast.

Selvom vi ikke fik den tiltrængte sejr, var der stadig stor støtte på lægterne i dag, hvor fansene hjalp os i alle 90 minutter. Det var også noget, som vores cheftræner bemærkede. Det vidner om en sund kultur, mener Flemming Pedersen.

– Fansene var fantastiske igen i dag. Jeg kunne mærke det allerede inden kampen, da jeg skulle ned til TV-interview, hvor hele fanzonen står og klapper. Det er fantastisk at mærke, at alle står bag. Det er testen i modgangstider: Hvor stærke er vi internt i klubben og i den nærmeste omgangskreds?

– Stor respekt for det. Det er let at blive frustreret, når man er i yderkredsen og ikke ved, hvor hårdt der bliver arbejdet i det daglige, men denne her tid har vist os, at vi har en meget sund kultur i klubben og i dens omgivelser. Det skal vi holde fast i.

Der resterer blot en enkelt runde af efterårssæsonen, inden 3F Superliga går på vinterpause. Den løber af stablen i næste weekend, hvor vi møder OB på udebane søndag klokken 14.00. Det bliver en uhyre vigtig kamp, mener Flemming Pedersen.

– Det bliver ekstremt vigtigt at slutte godt af. Det gælder iøvrigt også for OB, fordi det er to hold, der ikke har fået mange point på det seneste. Så det er en meget vigtig kamp på alle tænkelige måder.

– Vi har brug for tre point, så vi skal ud og give den gas. Vi skal vise det mod, vi også viste i dag, så vi kan gå på vinterferie med en sejr, afslutter vores cheftræner.

Du kan se Oliver Villadsens mål, og kampens resterende highlights, lige HER.