Byrnak om debuten på højeste niveau: Fik vist mig godt frem

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Foto

I søndags fik Emilie Byrnak debut i Gjensidige Kvindeliga, hvor hun spillede en flot anden halvleg i kampen mod HB Køge. U19-landsholdsspilleren kom til FC Nordsjælland i sommer og har sidenhen arbejdet hårdt for nu at få hendes første minutter i den bedste danske række.

– Det var en kæmpe forløsning endelig at få debut i kvindeligaen. Den har været længe undervejs, og jeg har siddet klar til at gribe chancen, når jeg omsider ville få den. Det synes jeg også, blev godt afspejlet i mit spil i søndags. Jeg var top-klar til at tage kampen op, og så var det bare ekstra fedt at få mine første minutter mod det nuværende bedste hold i ligaen. Jeg synes, at det gik rigtig fint, og jeg fik vist mig godt frem. 

Da den 18-årige midterforsvar kom til Farum i sommer betød skiftet til FCN meget for hende. Igennem hendes opvækst er hun kommet meget i Right to Dream Park, da hendes far har spillet mange kampe for Farum Boldklub. 

Det første halve år i klubben har dog også været en tilvænningsproces, da hun har skullet vænne sig til seniorfodbold. 

– Mit første halve år i FCN har været lærerigt. Jeg har på mange led og kanter skulle vænne mig til at gå fra ungdomsfodbold til seniorfodbold. Jeg har knoklet hver dag til træning for at blive en bedre fodboldspiller og blive taget i betragtning til spilletid. Sidstnævnt har været svært, da vi i år har skulle kæmpe for top-6. 

– Men på træningsbanen har jeg lært super meget fra især de mere rutinerede spillere, som har været i gamet i længere tid. Jeg har spidset ører, når de er kommet med konstruktiv feedback. Derudover har jeg nogle dygtige trænere, som har hjulpet mig undervejs med god træning og individuelle møder, og gode holdkammerater, der har troet på mig hele vejen. 

– Jeg vil gerne takke mine holdkammerater for at have taget så godt imod mig, og for at have troet på mig i processen. Fungerer man ikke socialt, er det svært at fungere på banen, så de har helt klart hjulpet mig på vejen til at have fået debut. 

Cheftræner Carmelina Moscato var også glad for at se Byrnak i aktion på højeste niveau og kalder U19-landsholdsspillerens præstation for mere end godkendt: 

– Det var en meget stærk præstation fra Emilie. Det var ikke synligt, at det var hendes første minutter i Gjensidige Kvindeliga, hvilket er meget imponerede og et rigtig godt tegn for fremtiden. Hun har kæmpet hårdt for at nå hertil, så hun har absolut gjort sig fortjent til sin debut. 

Ikke overraskende har debuten gjort Byrnak endnu mere sulten efter spilletid.

– Ja, det klart. Jeg har længe stræbt efter at få debut, og nu hvor der er sat “tjek” ved det, vil jeg stræbe efter flere minutter. Jeg har fået lov til at mærke niveauet nu, og det skræmte mig ikke. Jeg glæder mig til at gøre større figur i ligaen på et tidspunkt.