Blandede resultater for akademiet i hjemmekampene mod AaB 

Kategorier

Foto: Noah Thilemann

I weekenden var der fuldt program i Farum, da alle vores ældste akademihold var i aktion. Vores U19-, U17- og U15-drenge havde besøg af AaB i lørdags, og nedenunder kan du læse refleksioner fra de respektive trænere, der beretter om blandede tanker både resultat- og spillemæssigt. 

U19:

Ifølge cheftræner, Kasper Kurland, så var lørdagens kamp en blandet en af slagsen. Truppen havde håbet på genrejsning efter nederlaget i Brøndby, men det måtte desværre udeblive, da kampen endte 0-2 i AaBs favør:

– Det var ikke det ‘bounce back’, som vi havde håbet, det ville blive efter nederlaget til Brøndby. Det gjorde det ikke, da vi ikke fik løst det høje pres, som AaB kom med. Selvom der både var plads og muligheder til det, så var vi ikke gode nok både i vores boldomgang og positionering. Derfor faldt det ned til dem i starten af kampen, hvilket de også udnyttede og fik et straffespark ud af. Det gav dem selvfølgelig noget vind i ryggen allerede efter ni minutter, fortæller Kurland og fortsætter:

– Det blev faktisk lidt bedre efter deres scoring, hvor vi har nogle muligheder ud af deres pres og gjorde det udmærket, men vi fik ikke spillet chancen stor nok eller afsluttet, når chancen var til det. Det var ikke mere end en håndfuld chancer, men det var stadig nok til, at vi burde have udlignet inden pausen.

– I anden halvleg lavede vi nogle ændringer, som jeg synes, hjalp os meget fint, men selvom vi havde bolden rigtig meget, så fik vi ikke, i hvert fald i den første del af anden halvleg, sat dem under et stort nok tryk. Timingen var ikke afstemt godt nok i vores spil, og det var for langsomt og stereotypt. Og på samme tid havde vi ikke nok mod med bolden.

– Og så scorede de til 0-2 på en for kort tilbagelægning med en halv time igen, hvilket selvfølgelig også gjorde det sværere.

– Men drengene blev ved med at klø på og ros for det. Indstillingen var okay, vi forsøgte, men havde ikke stor nok kvalitet i vores spil med bolden. Det skal vi være bedre til, da det er vores identitet og udtryk, så det skal vi selvfølgelig kunne håndtere bedre. Uanset hvor aggressive eller hvor højt modstanderen står, vil der altid være muligheder og rum. Og det var vi desværre ikke gode nok.

– Men det kommer vi selvfølgelig til at lære af og vi fik givet nogle gode minutter til nye spillere. Så vi tager også nogle gode ting med fra kampen og noget god læring. Nu analyserer vi og trækker luft ind inden de to sidste kampe. Der skal vi levere et udtryk, som gør, at vi kan håndtere en kamp, som den vi havde i dag, bedre.

Du kan se højdepunkter fra lørdagens kamp HER.

På lørdag venter endnu en spændende opgave for U19-holdet, når turen går til Århus. AGF venter på den anden side af kridtstregerne med kampstart klokken 13.30.

U18:

U18-pigerne sluttede 2021 af med manér, da de hjemme i Farum slog Varde med hele 5-1. I næste uge vil vi tage en snak med cheftræner, Anja Heiner-Møller, hvor hun vil sætte nogle ord på hele efterårssæsonen.

U17:

Da vores U17-drenge i weekenden havde besøg af AaB måtte vi, trods fint spil på bolden i store dele af kampen, se os slået med 0-1.

Cheftræner, Lasse Stensgaard, sætter nedenunder ord på kampen og nogle af de offensive problemer, holdet havde i løbet af kampen:

– Først og fremmest vil jeg gerne rose AaB. De gav os forskellige problemer og ændrede ting undervejs, hvilket vi havde lidt problemer med. Så én af grundene til, at kampen endte, som den gjorde, var, at modstanderen gjorde det godt.

– Men på samme tid synes jeg ikke, at vi var helt oppe og ramme den høje klinge. Når vi havde mulighed for at ramme gennembruddene, manglede vi lidt. Om det var teknisk kvalitet eller timing, er altid svært at definere, men vi fik ikke det afgørende output frem i vores spil.

– Men i forhold til det overordnede spil, udover starten af anden halvleg, så synes jeg faktisk, at vi så fine ud. Vi formår at ramme mange af de ting, som vi gerne vil og har fin kontrol på kampen. Vi havde dog lige starten af anden halvleg, hvor vi kæmpede lidt med det, hvilket også resulterede i en scoring til AaB. Derefter fik vi dog sat et okay tryk på dem, men vi formåede ikke at få det udmøntet i en scoring.

– Men jeg synes, at spillerne gav, hvad de havde fra første fløjt, så vi kan ikke sætte en finger på indsatsen på dagen. Men vi var ikke på niveau, som vi har været i andre kampe i denne sæson.

– Nogle gange er det måske den sidste pasning eller bevægelse. Men i lørdags var det også den sidste kvalitet i afslutningsspillet. Vi havde nogle store chancer, som vi dog ikke udnyttede. Hvis vi kigger på chancerne i løbet af kampen, så burde vi også have kommet fra kampen med en sejr.

– Men de sekvenser tager vi med os på træningsbanen, hvor vi kommer til at sætte spillerne i situationer, som minder om dem, de vil se i kampene. Vi kan ikke altid forvente, at spillerne kan levere i de situationer i kampene, hvis ikke de kommer i dem i løbet af en træningsuge.

På lørdag gælder det en tur til Århus, hvor AGF er modstander. Stensgaard regner med, at kampen bliver anderledes end sidste weekends kamp, men på samme tid vil holdet tage specifikke ting med fra AaB-kampen:

– Jeg regner med, at det bliver noget andet, end det vi så mod AaB. AGF vil noget andet, end AaB vil og spiller på en anden måde. Det kan være svært at tage ting med fra den ene kamp til den anden, da vi tit ser et helt andet kampbillede, end vi så ugen før.

– Vi har arbejdet en del på vores gennembrudsspil, så det vil vi gerne se på lørdag. Udover det, så er der selvfølgelig også nogle generelle ting, som vi gerne vil tage med fra sidste weekends kamp – uanset hvem vi møder. Der er blandt andet nogle afstande i holdet, hvor vi skal være lidt bedre, så når vi mister bolden, at vi er bedre forberedt defensivt. Så bliver der selvfølgelig også nogle specifikke AGF-ting, som vi kommer til at kigge på senere ugen.

Weekendens kamp fløjtes i gang klokken 15.45.

U15: 

Vores U15-drenge viste rigtig fine takter, da de lørdag besejrede AaBs ditto med 2-0. Kampens præstation bliver af cheftræner, Emil Sjølin, beskrevet som god – specielt på det mentale plan – men stadig med punkter, hvor der skal forbedres:

– Overordnet set, havde vi fin kontrol over store dele af kampen. Men i vores præstation var vi lidt trætte af, at vi ikke var dygtigere til at tage nogle flere perioder på modstanderens halvdel. Og når vi samtidig, specielt i første halvleg, ikke havde nok erobringer på modstanderens halvdel, så blev det en meget åben kamp.

– Derfor skulle vi mange gange starte spillet fra vores egen keeper, spille os frem på banen, og derfra var der for mange gange, hvor vi gik for hurtigt til vores gennembrudsspil. Derfor blev det meget åbent og frem og tilbage.

– Jeg synes dog, at vi lykkedes en del bedre i anden halvleg, hvor vi havde bolden meget på AaBs halvdel. Der fik vi nogle erobringer højt på banen og bedre perioder på bolden.

– Men overordnet set manglede vi en del i presset, hvilket skyldes, at vores afstande var for store.

– Det er en af de mest modne U15-præstation, jeg har set, forstået på den måde at vi styrede kampen, selvom der kun stod 1-0 med 20 minutter tilbage af kampen, så holder vi modstanderen til nul afslutninger. Og at vi på bænken fornemmede, at der var fuldstændig ro og selvtillid hos spillerne. I de 20 minutter, var de gode til at variere i spillet, så vi både fik spillet bolden rundt, men på samme tid blev ved med at angribe modstanderen.

– Det næste skridt for den mentale udvikling hos spillerne, er, at vi skal blive bedre til at læse kampen. Forstået på den måde, at vi skal forstå, hvor kampen bevæger sig hen og hvordan vi gerne vil have den til at foregå.

– Men at have den form for game management, som vi så i lørdags, var virkelig imponerende. Så alt i alt var de en meget fin præstation, hvor specielt den mentale del stak ud.

U15-holdet er i gang med en travl uge med tre kampe på syv dage. I aften skal de i aktion, når lokalrivalerne fra Lyngby BK gæster Farum og igen på lørdag, hvor AGF venter på udebane. Som altid vil fokus dog være på, at træningsugen og fokusset i træning ikke skal ændres for meget på trods af tre kampe på en uge.

– Vi forsøger faktisk at minimere tiden, vi bruger på at forberede os på kampene og dermed holde fokus på træningerne. Selvfølgelig kan vi ikke undgå, at kamp lørdag, onsdag og lørdag betyder noget for træningsugen, men vi forsøger altid at have tre træningspas med fokus på det tema, som vi har i denne uge.