Yannick Agnero om gnidningsfri start, samspil med holdkammerater og ambitioner for fremtiden

Kategorier

Yannick Agnero efter onsdagens reservekamp, hvor Yannick spillede anden halvleg.

Foto: fcn.dk

Denne sommer kom Yannick Agnero til FCN fra Right to Dream-akademiet i Ghana. Vi har talt med U19-spilleren om starten i klubben, samarbejdet med holdkammeraterne, hans egen spillestil og ambitioner for fremtiden.

– Jeg synes, at min første tid i klubben har været god, alle har været meget imødekommende og taget imod mig med åbne arme. Jeg har set meget frem til at spille for FCN, specielt fordi hele situationen omkring Covid-19 gjorde, at jeg ikke kunne komme til klubben før. Men nu er jeg her og har det rigtig godt.

– Første gang jeg var her, føltes det hele meget anderledes, men gennem årene på Right to Dream har jeg flere gange været på ture til Danmark og besøgt FCN. Så klubben blev på en måde mit andet hjem, hvilket har gjort det relativt gnidningsfrit at omstille sig til at bo og spille i Danmark.

Yannick – der er angriber – kom også ind på styrkerne i sit spil, og hvordan han spillemæssigt er faldet ind på U19-holdet.

– Jeg er en meget fysisk spiller. Jeg kan godt lide at ”gå i krig” med forsvarsspillerne, og jeg har styrken til at gøre det. Jeg er også stærk i luftdueller og har jeg et rigtig fint venstreben.

 Der tager selvfølgelig altid tid at vænne sig til et nyt hold og danne et godt samspil med sine nye holdkammerater, men jeg synes, at det går bedre og bedre, og overordnet føler jeg, at jeg går godt med i spillet.

Drømme og ambitioner har Yannick Agnero også, men lige nu fokuserer han udelukkende på U19-holdet, fortæller offensivspilleren.

– Jeg har mange håb og drømme for fremtiden. På den lange bane drømmer jeg selvfølgelig også om komme til at spille i 3F Superliga for FCN og sammen med klubben nå til et endnu højere niveau, men på nuværende tidspunkt har jeg fuldt fokus på at hjælpe U19-holdet, så godt jeg kan.

Yannick og resten af vores U19-mandskab har ingen turneringskampe de næste par uger og er først tilbage i U19-ligaen lørdag den 30. oktober, hvor vi på hjemmebane i Right to Dream Park tager imod Lyngby BK.

Du kan se Yannicks to mål – og alle de andre highlights – fra den seneste sejr mod OB lige HER.