Yannick Agnero debuterede i Vejle: Det var et meget specielt øjeblik

Kategorier

Foto: Gonzales Foto / Lasse Lagoni

I fredags gav vi Superliga-debut til den femte akademispiller i denne sæson, da Yannick Agnero blev skiftet ind med 20 minutter tilbage på Vejle Stadion. Den ivorianske angriber er stolt af debuten og sin udvikling, men erkender, at det var en svær kamp at komme ind i.

– Det var et meget specielt øjeblik at træde ind på banen, selvom vi ikke var på hjemmebane, og vi var bagud, fortalte Yannick efter slutfløjt med en tydelig ambivalens i stemmen.

Den 18-årige angriber har taget hele turen gennem Right to Dream-akademiet i Ghana, inden han i sommer sluttede sig til FC Nordsjælland, hvor han indtil nu har gjort sig gældende på vores U19-hold.

Derfor havde Yannick selvfølgelig drømt om sine første førsteholdsminutter i mange år, men erkender også, at det var en svær kamp at komme ind i, selvom han var opsat på at gøre en forskel. Ikke desto mindre er han glad for at få sin Superliga-debut.

– Jeg har forberedt mig og ventet på dette øjeblik i et godt stykke tid, så da jeg fik besked på at gøre mig klar, sagde jeg til mig selv: “Nu er det nu. Jeg skal ind og få noget ud af det”, men det var en svær kamp at komme ind i.

– Mit job var at blive centralt i banen, som en typisk 9’er, og jagte mulighederne i boksen. Jeg skulle vente på indlæggene, så vi kunne forsøge at komme tilbage i kampen. Og så skulle jeg selvfølgelig også sørge for at presse målmanden til at smide lange bolde afsted, så vi kunne erobre bolden hurtigt og angribe igen.

– Lige nu er det ikke så nemt at være glad, fordi det skuffende resultat fylder så meget. Men jeg har som sagt ventet på det her i lang tid, og jeg er glad muligheden. Når jeg har fået nederlaget på afstand, er jeg sikker på, at jeg vil tænke tilbage på min debut som en stor oplevelse.

Yannick Agnero har gjort sig fint bemærket i sine første kampe på U19-mandskabet, hvorfor han har trænet med Superliga-truppen i nogle uger nu. Den stærke ivorianer føler derfor, at han faldt godt ind i spillets fysik, men omgivelserne var stadig større end normalt.

– Atmosfæren omkring en Superliga-kamp er anderledes, end hvad jeg tidligere har prøvet. Selvfølgelig havde jeg også forventet det, men det rammer dig, så snart du går ind over kridtstregerne, og så handler det om at forblive fokuseret.

– Jeg har trænet med Superliga-truppen over en længere periode nu, så jeg er forholdsvis vant til tempoet, intensiteten og fysikken. Det gjorde, at jeg følte mig komfortabel med det aspekt af spillet, og jeg synes, jeg håndterede det fint.

Vores seneste debutant benyttede også lejligheden til at kigge tilbage på sin egen rejse og udvikling. Yannick fremhæver, at han har nået sine delmål i sin første tid i klubben, og nu handler det om at bide sig fast på holdet.

– Jeg tænker tilbage på, hvordan det hele startede, for vi har alle en rejse i livet. Min kan føles lang, siden jeg forlod mit hjem, og jeg har haft nogle bump på vejen, men de har styrket mig og gjort mig klar til at være her i dag.

– Jeg er glad for min rejse og min udvikling indtil nu. Da jeg kom til FCN i sommer, var målet først og fremmest at integrere mig på U19-holdet og gøre en forskel. Det synes jeg, jeg er lykkedes med. Mit næste mål var at få førsteholdsdebut inden december, og det har jeg også nået nu.

– Mit fokus ligger nu på at fortsætte det hårde arbejde og presse på, fordi mit næste step er at beholde min plads på holdkortet. Og når jeg får chancen, skal jeg give mig selv 100%, så jeg kan hjælpe holdet mest muligt.

Som nævnt er Yannick Agnero gradaute fra Right to Dream. Af flere omgange har han rejst med vores internationale akademihold bestående af et mix af RTD-elever og FCN-ungdomsspillere, og nu har han altså fået sine første officielle seniorminutter i Danmark. Den unge angriber takker alle de involverede, som har været med til at udvikle ham undervejs.

– Jeg vil gerne sige stort tak til alle, der har været med til at udvikle mig som spiller og menneske. Fra dem hjemmefra, til alle trænere, medarbejdere og holdkammerater på Right to Dream og hos FC Nordsjælland.

– Jeg har lært så meget, og jeg vil forsætte med at udvikle mig og lære fra alle oplevelser, både negative og positive, fordi der er læring i begge dele.

Du kan læse mere om Yannick og se par af hans mål for U19 ved at klikke på dette link.

Onsdag skal Superliga-truppen i aktion igen, når vi spiller 1/8-finale i Sydbank Pokalen på hjemmebane mod OB. Du kan fange din billet til kampen HER – vi har sat priserne helt i bund og har brug for al den støtte, vi kan få.