Thors taktikmøde: Vigtigt at være disciplinerede, når vi angriber

Kategorier

Foto: Gonzales Photo / Dejan Obretkovic

I søndags tabte vi 4-1 på udebane mod Silkeborg IF i en kamp, hvor værterne straffede os hårdt på omstillinger og generelt var langt skarpere end os. Analytiker Thor Herdal forklarer her om vigtigheden af positionel disciplin, når vi angriber mod modstanderens mål.

– Vi fik jo en rigtig skidt start på kampen. Vi havde snakket om, at vi skulle spille rundt om Silkeborgs juletræsformation med fire forsvarsspillere, tre centrale midtbanespillere og to meget smalle kanter, der ligger bag deres ene angriber Nicklas Helenius.

– Deres smalle organisation betyder, at hvis vi vender spillet hurtigt i bagkæden, vil der være rigtig meget plads til at komme rundt om dem og derefter spille dybt og komme ned bag deres back, som ofte vil støde op på vores wingback, når vi får spillet rundt om deres forreste linje. Og derfor havde vi valgt Lasso Coulibaly og Ibrahim Sadiq oppe foran, fordi de er hurtige dybdeløbere, der kan komme ned bagved og få en-mod-en-situationer med deres stoppere på et stort område.

– Desværre får vi jo netop ikke spillet rundt om dem, og allerede efter 30 sekunder af kampen spiller vi den direkte ind i deres organisation i stedet for at vende spillet en gang mere eller slå den ned bagved. Vi spiller en presbold ind centralt, som vi mister, og så løber de ned og scorer til 1-0.

– Vi har faktisk en rigtig stor mulighed for at udligne kort tid efter, men i stedet scorer Silkeborg til 2-0 efter 7 minutter. Deres andet mål er ret sammenligneligt med det første, og er derfor en situation, som jeg gerne vil highlighte:

– Målet kommer igen efter en omstilling, hvor vi ikke har nok substans i holdet og ikke er i god nok balance, idet vi sætter bolden på spil. Inden kampen havde vi talt meget om, og forberedt os på, at vi skulle lukke ned for Silkeborgs stærke omstillingsspil ved konstant at have en spiller foran Nicklas Helenius. Det forsømmer vi både ved målet til 1-0, men især også ved deres andet mål.

– Vi har alle muligheder for at være bedre på forkant, men det er vi ikke. Som man kan se, er vores fjerneste midtbanespiller lige to meter for langt væk fra at være foran Helenius. Hvis han lukker ned for den spilmulighed, ville denne her situation aldrig ende ud med en chance.

– Derudover er der også nogle ting i forhold til disciplinen i vores returløb, som ikke er godt nok. Vi forudseer ikke faren i tide, fordi der var mulighed for at komme ned og forhindre den tværbold. Så det er vi selvfølgelig også utilfredse med, men vi vil gerne fremhæve, at vi kan undgå denne omstilling, hvis vi har noget mere positionel disciplin, når vi angriber.

– Man ved, at der en risiko for at miste bolden, når man sætter den på spil og spiller fremad, som vi gerne vil. Derfor skal vi være i bedre attacking balance.

Positionsændring hjalp, men stadig uskarpe i begge ender

– For at stoppe blødningen efter 2-0, og gøre os mindre sårbare overfor de her omstillinger, får Magnus Kofod instruks om at ligge mere fast placeret foran Helenius. Det giver også en meget bedre balance, og vi formår også æde os ind i kampen igen.

– Et tydeligt eksempel på hvad denne positionsændring gjorde, kan ses i følgende klip, hvor Kofod netop er orienteret på Helenius, selvom vi er i angreb. Så da vi mister bolden, generobrer vi hurtigt og angriber med det samme mod Silkeborgs mål:

– Faktisk er vores reducering til 2-1 også et glimrende eksempel på, hvordan vores forbedrede balance var med til at spille os tilbage i kampen:

– Af flere omgange smider vi bolden væk, men fordi vi er gode til at genpresse og ikke mindst lukke rummene ned omkring Helenius, får vi generobret bolden og fanger Silkeborgs forsvar lidt højt, så Lasso kan komme afsted og laver et flot cutback til Oliver Villadsen. Så i den situation lykkedes vi med nogle af de ting, som vi havde forberedt os på.

– Kontrasten mellem de her klip viser tydeligt, hvor vigtige vores positioner og forudseenhed er. Hvis du er i dårlig balance, kan det blive en stor chance til modstanderen, selvom bolden egentlig starter langt fra eget mål. Hvis du derimod er i god balance, er der gode muligheder for at genpresse, fange modstanderen i ubalance og skabe en stor chance selv.

– I de her tilfælde resulterer alle tre situationer i et mål, hvilket også viser, hvor ekstremt kampafgørende det kan være.

– Hvis man skal tage de positive briller på, var det godt, at vi ikke faldt sammen, selvom vi kommer tidligt bagud 2-0. Vi finder os selv igen, spiller os op og kommer virkelig godt tilbage i første halvleg. Afslutningsstatistikken for de første 45 minutter hedder 11-4 i vores favør, og hvis man ser på expected goals, så får vi også genereret mere, end Silkeborg gør.

– Og så kan man spørge sig selv: Burde vi ikke have fået et kryds i pausen? Hvis Silkeborg kan score to mål på 0,8 expected goals, burde vi måske også kunne score et par stykker på 1,2 expected goals, men statistikken er et bevis på, at vi desværre slider med at få puttet bolden i kassen.

– Vi har to afslutninger imod os i de første otte minutter og indkasserer to mål, det er selvsagt for dårligt. Så statistikken vidner også om, at vi er for sårbare defensivt i øjeblikket, og at vi er alt for lette at score mål på. Det bliver et fokusområde for os den kommende tid.

I den kommende weekend er der landskampspause for vores 3F Superliga-hold, som først skal i aktion igen den 17. oktober mod FC Midtjylland hjemme i Right to Dream Park.