Thors taktikmøde: Stærkt omstillingsspil – både defensivt og offensivt

Kategorier

Foto: Gonzales Photo / Dejan Obretkovic

I søndags spillede vi 2-2 hjemme mod FC Midtjylland i en kamp, hvor vi foran med to mål i pausen. Analytiker Thor Herdal giver her et par analytiske vinkler fra vores første halvleg, hvor der var mange positive elementer.

Thor Herdal er igen klar med sin taktiske lup, hvor han denne gang fokuserer på en stærk angrebsbalance og defensiv organisation, der beskyttede os fra FCM’s omstillinger, men samtidig gav os selv en del kontramuligheder.

En god balance beskyttede os fra FCM-kontraer
– I landskampspausen har vi haft ekstremt meget fokus på balancen i holdet, når vi har bolden. Mere konkret har vi arbejdet på, at vi altid skal have to midtbanespillere i rummet foran vores bagkæde, når vi bygger op. Så hvis vi ender med at miste bolden, vil vi have vores tre stoppere og to midtbanespillere bag bolden. Og samtidig skal vores wingbacks ikke blive fanget for højt i banen.

– Det har været ekstremt vigtigt at få bedre styr på, så vi ikke indkasserer de her nemme chancer, hvor vi mister bolden og modstanderen kan skabe noget ud af ingenting, som vi eksempelvis så mod Silkeborg.

– Så det har vi prioriteret, vlvidende om, at det måske ville gå lidt ud over vores output og chancekreering, fordi vi måske ville have en midtbanespiller færre i feltet, men det var vi indstillede på. Det var det rigtige kompromis at tage.

– Og vi lykkedes virkelig godt med det, som man også kan se i dette klip:

– Vi har Lasso Coulibaly og Abu Francis liggende foran vores forsvarsspillere, så de er i en god position, idet Adamo Nagalo går op i hovedstødsduellen. Særligt Abu er godt placeret og kan nemt samle andenbolden op.

– Det gør, at vi får bolden under kontrol og kan angribe igen. Hvis vi ikke havde haft den samme balance, kunne andenbolden snildt være faldet ned til Pione Sisto, hvilket klippet fint illustrerer. Og så kunne Midtjylland måske få en af de her nemme omstillingsmuligheder.

– Så vi lykkedes rigtig godt med den del af spillet. Særligt i første halvleg, hvor Midtjyllands eneste chance er et frispark fra siden af, som Ogura redder flot. De har ikke en eneste chance på os i åbent spil – hverken efter omstillinger, eller når vi stod i det etablerede pres.

Stærk defensiv organisation gav store omstillingsmuligheder
– Generelt stod vi et lidt lavere udgangspunkt, end vi plejer. Faktisk havde FC Midtjylland lidt flere afleveringer i første halvleg, end vi havde, hvilket ikke sker så tit på vores hjemmebane, men det har også noget med kampbilledet at gøre.

– Vi kommer relativt tidligt foran, hvorfor Midtjylland skal jagte og komme tilbage, men det havde de godt nok svært ved, blandt andet fordi vores defensive organisation var så god og solid, som den var.

– Samtidig fik vi jo også kreeret nogle chancer på netop at stå godt på banen. Simon Adingra kan gøre det til 3-0 efter en halv time af kampen, da han opsnapper en aflevering tilbage i banen og får en friløber. Det er et meget godt eksempel på, hvor farlige vi blev, når Midtjylland havde bolden.

– Og det er faktisk også lidt det, der gør sig gældende på det andet klip her:

– Midtjylland er på bolden og kommer lidt bagved os, men vi forsvarer godt, så de ikke kan slå et indlæg. I stedet prøver at de at spille den ind i et meget presset rum, hvor Lasso får samlet bolden op på kanten af feltet.

– Som klippet viser, starter vi jo ikke i et super-godt eller farligt udgangspunkt, men Lasso og Andreas Bredahl får lynhurtigt udviklet situationen. Vi havde lagt meget fokus på, at vi skulle gøre det simpelt og effektivt, når vi havde bolden, og det er det her jo et glimrende eksempel på.

– Det er også værd at highlighte Mohamed Diomande. Han starter i en meget lav position, da omstillingen byder sig, men han ender helt inde i det lille felt og er klar til at sparke en eventuel returbold i kassen.

– Så denne her situation er vi rigtig glade for. Vores presspil har været rigtig godt i mange kampe, men vi har savnet at få endnu mere ud af det og skabe endnu flere chancer efter erobring.

Alt i alt: God første halvleg og farlige dødbolde
– Alt i alt kunne vi ikke have skrevet første halvleg meget bedre, medmindre vi havde lukket kampen til 3-0, men desværre formår vi slet ikke at fastholde momentum i anden halvleg.

– Midtjylland bytter tre i pausen og kommer godt ud med et hårdt tryk, men vi er rigtig ærgerlige over, at vi allerede på første bold går imod vores principper om at komme ud over stepperne. Så vi ender med at spille os selv under pres og invitere FC Midtjylland ind i kampen.

– Dog var det rigtig godt at se, hvordan vi formåede at ændre kampbilledet igen. Vi har først en stor mulighed for at score til 3-1, inden vi med de tre indskiftninger fik stabiliseret.

– Til sidst kunne den tippe begge veje, men vi har en stor mulighed på hjørnespark til sidst, og det var godt at se, at vores standardsituationer blev virkelig farlige mod et af Superligaens bedste hold på den disciplin, fordi vores mål til 2-0 kom jo også efter en hjørnesparkskombination.

Allerede på fredag skal vi aktion i 3F Superliga igen, når vi spiller på udebane mod Vejle klokken 19.00. Billetter til udebaneafsnittet kan findes HER.