Reed inden AaB: Vi skal være fuldt fokuseret

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Foto

I morgen skal vores kvindeseniorhold atter i aktion i Gjensidige Kvindeliga, når vi tager turen til det nordjyske, hvor AaB venter på den anden side af kridtstregerne. Vi satte vores forsvarsspiller Brianne Reed stævne til en snak om den forestående kamp, holdets gode form og hendes oplevelse med at blive udtaget til det dominikanske landshold.

For nylig fik Brianne Reed – hvis mor kommer fra Den Dominikanske Republik – muligheden for endnu engang at være afsted på landsholdssamling med det dominikanske kvindelandshold, og det var en helt speciel oplevelse, fortæller forsvareren:

– Det har været noget af en oplevelse. Jeg troede aldrig rigtig på, at jeg ville komme til at trække en landsholdstrøje over hovedet. Jeg drømte selvfølgelig altid om at spille for USA, men var også realistisk i forhold til, hvad mine muligheder for det var. Så da chancen for at spille for Den Dominikanske Republik præsenterede sig, krævede det ingen betænkningstid –  jeg slog til med det samme.

– Jeg har været rigtig glad for at få den her oplevelse, og det er noget helt særligt at have tørnet ud for min mors hjemland. Overordnet set har det været superfedt, og jeg har virkelig elsket det.

Udover de flotte landsholdsudtagelser, har ‘Bri’ også præsteret rigtig fint i Gjensidige Kvindeliga, hvor hun i sidste runde blev valgt til rundens hold.

Efter en lidt bølgende start på sæsonen har vores kvindeseniorhold – i de seneste par kampe – fået godt med vind i sejlene og sikret tre sejre i træk. Perlerækken af gode resultater kommer dog ikke som den store overraskelse for holdet, og de håber, at det fremadrettet kan styrke præstationerne yderligere, forklarer Reed:

– Jeg tror, at den gode stime har været undervejs i længere tid. Vi havde en rigtig god preseason og vandt også sæsonens første kamp i ligaen. Sidenhen ramte vi så et resultatmæssigt dyk, hvilket var meget frustrerende, fordi vi kamp for kamp så fremskridt, som man måske ikke lige lægger mærke til, medmindre man følger holdet helt tæt.

– De nederlag vi fik ramte os virkelig hårdt, for vi gjorde de rigtige ting, men der manglede på en måde bare den sidste brik. Men den føler jeg, vi har fundet nu, og jeg håber, at det momentum vi har skabt ved at vinde de sidste tre kampe, kan give os et ekstra løft til at slutte godt af i årets sidste seks kampe.

Næste mulighed for holdet for at fortsætte de gode takter kommer allerede i morgen, hvor AaB – på hjemmebane i Aalborg – venter som modstander. Ifølge Brianne er det en yderst vigtig kamp, hvor der skal holdes fokus hele vejen igennem:

– Kampen mod AaB bliver supervigtig, ligesom vores sidste kamp, og kampen før den, for selvom vi ligger over nedrykningsstregen, er vi ikke helt sikre endnu, da vi ligger meget tæt med de andre hold.

– AaBs pointantal viser ikke, hvor godt et hold de faktisk er, og det er vigtigt, at vi husker det, så vi ikke tager for let på opgaven, for selvom jeg mener, at vi bør vinde kampen, skal vi stadig være fuldt ud fokuserede og gennemføre opgaven.

Gjensidige Kvindeliga-kampen mod AaB spilles i morgen lørdag den 9. oktober klokken 13.15 på Aalborg Portland Park. Kampen vises på TV3 Sport.