[PODCAST] Hjortebjergs optakt vs. Vejle: Vi skal håndtere Vejles indlægsspil

Kategorier

Fredag aften spiller vi en udekamp mod Vejle Boldklub i 3F Superliga, hvor vi skal forsøge at komme tilbage på sejrssporet. Assistenttræner Frank Hjortebjerg varsler om farligt Vejle-indlægsspil og påpeger gode takter i vores seneste kamp mod FCM.

Sidst vi mødte Vejle Boldklub, var på hjemmebane i runde 6, hvor vi vandt 3-1. Dengang havde vejlegenserne netop fyret Carit Falch, hvorfor assistenttrænerne Frederik Birk og Steffen Kielstrup havde ansvaret for holdet.

Derfor har vi heller ikke brugt det indbyrdes opgør til meget i vores forberedelser, fortæller Frank Hjortebjerg i podcast-optakten til opgøret. I stedet har vi haft fokus på Vejles seneste kampe under den nye cheftræner Peter Sørensen.

– Den kamp (3-1 i runde 6, red.) er en isoleret sag, som vi ikke rigtig kan bruge til noget i forhold til at forberede os til denne kamp, fordi det var midt imellem to trænere, og nu er der sket noget helt andet. Så vi har selvfølgelig kigget på Vejles kampe primært under Peter (Sørensen, red.) og set hvordan og hvorledes, de har grebet det an.

I sidste runde tabte Vejle 3-2 mod Brøndby på Brøndby Stadion, selvom de var foran af to omgange. Særligt denne kamp har været under luppen, fortæller vores assistenttræner i podcasten.

– Senest havde de en ret fornuftig oplevelse på Brøndby Stadion, hvor de var foran både 1-0 og 2-1. Langt henad vejen var det et tæt opgør, som Brøndby først fik vendt over på resultattavlen i de sidste 10 minutter.

– Der er nogle ting i Brøndbys positioner, som kan ligne vores lidt, så på den måde kan det være en god kamp at kigge på. Både fordi der er nogle ting, der minder om hinanden, men også fordi det er en aktuel kamp, der kommer lige inden vores.

Frank Hjortebjerg mener, at vi skal holde et vågent øje med Vejles skarpe indlæg. Samtidig skal vi holde fast i de gode takter fra de første 45 minutter i vores seneste kamp mod FC Midtjylland.

– Vi skal prøve at håndtere Vejles indlægsspil. De scorede blandt andet et rigtig flot mål på Brøndby Stadion på et indlæg fra Tobias Mølgaard til Lukas Engel, som kommer godt i feltet.

– De har rent faktisk 20 afslutninger mod Brøndby på Brøndby Stadion. Det er ret mange. 11 af dem kommer efter standardsituationer, så det siger også noget om, at de virkelig fik bragt bolden ind omkring Brøndbys felt og fik afsluttet på mange af de bolde, hvilket gav nogle hjørnespark og frispark.

– Og så skal vi selvfølgelig prøve at bygge videre på nogle af de ting, vi havde med bolden i første halvleg mod Midtjylland. Altså det der med at have en god balance i dét, som vi gør, men samtidig have positioner, som kan gøre ondt på de andre. Så de ikke får luft, når de forsvarer, men føler, at der bliver lagt et tryk.

– Det har vi lagt en god plan for, synes jeg, konstaterer Frank Hjortebjerg i podcasten.

Den fulde optakt byder også på snakke om…

– Franks fødselsdag, oktoberbørn og brunsviger-grundloven
– Reserveholdskamp mod FC Helsingør
– Afrunding på FCM-kampen: Tilbage på rette spor?
– Opdatering på truppen
– Selfies på udebaneafsnittet
– QUIZ
– Meget mere

Podcasten er optaget i vores AL Bank Studio. Du kan finde afsnittet øverst i denne artikel, eller hvor du normalt lytter til dine podcast – husk at abonnér på vores kanal, så du får en notifikation, næste gang vi lægger noget ud!

Der er kickoff klokken 19.00 på Vejle Stadion. Hvis du ikke har billet til kampen, kan den ses på TV3 Sport og Viaplay. Vamos!