Moscato inden vigtig kamp i Thisted: Vi skal spille vores eget spil

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Foto

Efter en kamp fri weekend i sidste uge, går det søndag igen løs for vores i Gjensidige Kvindeliga, når vi tager turen til Nordvestjylland, hvor FC Thy-ThistedQ er værter. Cheftræner Carmelina Moscato fortæller herunder, hvad ugen uden kamp er blevet brugt på, og deler i samme ombæring sine tanker omkring weekendens vigtige kamp.

I sidste uge betød landskampspausen, at vores kvindeseniorhold ikke skulle i kamp og ifølge holdets cheftræner Carmelina Moscato, gav det mulighed for at holdet kunne få lidt ekstra hvile, dog uden at der blev slækket på truppens fokus:

– Det har været en balance imellem at opretholde den standard, vi har sat for os selv og så have forståelsen for, at disse pauser er en gave for de spillere, der har spillet mange minutter i løbet af sæsonen, og måske kan have lidt småproblemer – hvilket den sidste uges tid har givet mulighed for at tage sig af.

– Når der kommer en kampfri uge, handler det også om at være i stand til at holde det samme skarpe fokus, som når man skal i kamp, så det har vi arbejdet en del med. Jeg mener desuden, det er godt for pigerne at styrke ideen om, at hver træning og hvert ét minut tæller.

Spillerne brugte dog ikke kun landskampspausen på at restituere, der blev nemlig også tid til at tage på en teambuilding tur til København, og dette var en rigtig positiv oplevelse, som styrkede holdet, fortæller Moscato:

– Det meste af vores teambuilding er foregået på klubbens egne arealer, så vi mente, at det ville være gavnligt for sammenholdet at ruske lidt op i det hele og tage på en tur til København, hvor vi lavede en masse gruppearbejde og blev mange gode oplevelser rigere.

– Jeg synes, at det var en meget givende tur, der lod stab og spillere knytte tættere bånd, ved at lære hinanden at kende på anderledes vis end til hverdag.

– Vi er i øvrigt også meget taknemlige for, at klubben støtter os i at styrke holdets samhørighed på denne måde.

I weekenden skal vi så i aktion igen, når vi søndag går på banen i Sparekassen Thy Arena til kampen mod FC Thy-ThistedQ. Frem mod kampen peger Carmelina Moscato på, at holdets fokus ligger på at koncentrere sig om eget spil og fortsat bygge ovenpå præstationerne:

– Vi bygger kontinuerligt på vores spil og forsøger uge for uge at påføre et nyt lag, så det har vi selvfølgelig også gjort op til weekendens kamp mod FC Thy-ThistedQ.

– Uanset hvem modstanderen er, så går vi efter at fokusere på vores eget spil og fastholde en spillestil, der passer godt til vores spillere.

Cheftræneren knyttede også en kommentar til vigtigheden af årets afsluttende kampe, og hvordan denne afspejles i holdets præstationer:

– Med stillingen så tæt som den er, er alle vores kampe enormt vigtige, og det bør man også kunne se på holdets indsats i opgørene, hvor vi kæmper for at vinde indtil sidste fløjt.

– Jeg er generelt meget stolt af holdets rejse, og vores fokus skal være på at få et godt resultat i hver af årets sidste fire kampe, afslutter Moscato. 

Søndagens kamp fløjtes i gang klokken 13.00 og kan ses på Viaplay.