Mads Døhr ser frem til OB-pokalkamp: Vi har brug for en sejr

Kategorier

Foto: Gonzales Foto

Efter gårsdagens 3F Superliga-nederlag til Vejle var vores nummer 2, Mads Døhr Thychosen, særdeles skuffet over holdets indsats. Han peger på manglende skarphed og vildskab, og så hungrer han efter en pokalsejr på onsdag.

Planen var at komme tilbage på sejrssporet efter seks sejrsløse runder i streg, men i stedet tabte vi 2-0, da vi i går aftes gæstede Vejle Stadion. Det var en ekstremt skuffet Mads Døhr, som vi fangede efter slutfløjt.

– Vi laver nogle dumme fejl defensivt i første halvleg, og så synes jeg, vi mangler noget vildskab og vilje i holdet i dag. Det kommer til at ligne, at de vil det mere end os, at de vil løbe den ekstra meter for hinanden, mere end vi vil det, selvom jeg ved, at det ikke er tilfældet.

Vores energiske 2’er var ikke tilfreds med hverken kvaliteten eller skarpheden i vores eget spil med bolden, og samtidig er det stadig for let at score på os, fortæller han med tanke på de indkasserede mål, som vores cheftræner Flemming Pedersen heller ikke var tilfreds med.

– Det kan hurtigt ligne, at vi har glemt, hvilket hold vi er, og hvor gode vi egentlig er. Vi har bolden meget, men vi præsterer ikke på et højt nok niveau eller er effektive nok. Mod Midtjylland var vi gode på bolden og farlige på vores omstillinger i de første 45 minutter, men i dag får vi desværre ikke scoret på vores ene store chance i første halvleg.

– Og det er lidt symptomatisk for vores situation lige for tiden. Vi får ikke scoret på de chancer, vi har, og samtidig er det for nemt at score på os nede i den anden ende. Det er det, der dræber os i øjeblikket, og der må vi kigge indad, fordi vi er simpelthen så sultne efter en sejr, og det er også derfor, at vi er så skuffede.

Om tre dage spiller vi allerede igen, hvilket Mads Døhr glæder sig over. Onsdagens pokalkamp mod OB er nemlig en mulighed for at glemme den negative 3F Superliga-stime i et kort øjeblik og i stedet fokusere på at spille sig videre i Sydbank Pokalen i en knald-eller-fald-kamp.

Forsvarsspilleren håber at give fansene en god oplevelse hjemme i Right to Dream Park:

– Nu spiller vi heldigvis en ny turnering på onsdag, så vi kan lægge Superligaen på hylden for en kort stund og komme ind i pokalturneringen med en god præstation. Det bliver rart at fokusere på en anden type opgave, og forhåbentlig kan vi komme videre til kvartfinalen.

– Vi vil i hvert fald gøre alt, hvad vi kan, for at give fansene og os selv en god oplevelse på hjemmebane. Vi har brug for en sejr, så vi kan bygge noget selvtillid ind i holdet, inden vi skal spille mod AaB hjemme i næste Superliga-runde.

Du kan købe billet til onsdagens pokalkamp mod OB lige HER. Der er kickoff klokken 18.00 hjemme i Right to Dream Park, og billetpriserne er skruet helt i bund.

KOM SÅ FC NORDSJÆLLAND!