Kurland om dagens sejr over Lyngby: En kanon første halvleg

Kategorier

Foto: Noah Thilemann

Efter tre flotte mål i første halvleg besejrede vores U19-drenge på fin vis lokalrivalerne fra Lyngby BK med 3-0 hjemme i Right to Dream Park. Efterfølgende var cheftræner Kasper Kurland også fint tilfreds med spillernes præstation. 

I dag var vores U19-drenge tilbage i aktion i Ligaen efter en rigtig god tur til akademiet i Ghana – og de var tilbage med manér. På cirka 10 minutter lykkedes det nemlig spillerne tre gange at sparke bolden forbi en prisgivet Lyngby-målmand, og dermed var kampen så godt som lukket.

Cheftræner Kasper Kurland var efter kampen også meget tilfreds med dagens kamp:

– Jeg synes, at vi spiller en super kamp. En rigtig, rigtig god første halvleg, hvor vi både er stærke i vores opbygning og pres. Indstillingen og kommunikationen var fantastisk fra drengene, og samtidig scorer vi tre rigtig flotte mål. Så det var en fornøjelse at se. 

– Vi havde brugt ugen på lige at finde os selv efter vores tur til Ghana, hvor vi havde en periode uden kampe. Så det var fantastisk at se, at vi leverede så god en kamp. 

– Det er en fornøjelse at se spillerne, som normalt gør sig i Superliga-truppen, kommer med en god forståelse og får spillet nogle rigtig gode minutter. Det er en stor styrke, at vi ikke har store udsving på trods af, at vi er en blandet gruppe. Det er jeg rigtig glad for og imponeret af. 

– Så stort cadeau til drengene for en rigtig fin præstation i dag. 

Kampfakta:

FCN – LBK

1-0 (‘21): Magnus Munck

2-0 (‘29): Tochi Chukwuani

3-0 (‘31): Yannick Agnero

I næste weekend venter endnu et spændende opgør, når vi skal en tur til Vestegnen, hvor Brøndby IF er værter. Kampen fløjtes i gang lørdag klokken 13.00.