Frese inden landskampspause: Vi skal kigge hinanden i øjnene

Kategorier

Foto: Gonzales Photo / Dejan Obretkovic

Med gårsdagens nederlag i Silkeborg er vi nu oppe på fem 3F Superliga-nederlag i træk. Efter slutfløjt fangede vi en storskuffet Martin Frese, der igen savnede skarphed i begge felter. “Vi skal kigge hinanden i øjnene”, fortæller wingbacken forud for landskampspausen.

4-1 i Silkeborg og femte nederlag på stribe. Skuffelsen var ikke til at tage fejl af hos Martin Frese, der med sine 23 år var alderspræsident i gårsdagens startopstilling, da han kom ud fra omklædningsrummet i Jysk Park.

Vores nummer 5 var træt af at indkassere lette mål og mener ikke, at vi kunne være indsatsen og resultatet bekendt overfor de medrejsende fans.

– Det er slet ikke godt nok, at vi tager over til Silkeborg og taber med 4-1. Vi laver nogle dumme fejl, som de udnytter effektivt, hvilket de skal have cadeau for, men vi skal selvfølgelig gøre det meget bedre. De får nogle alt for nemme mål, fordi vi ikke er skarpe nok i vores defensive aktioner.

– Det er klart, at vi ikke kan være det bekendt over for fansene. Vi skal give dem et meget bedre udtryk, når de har taget den lange tur til Jylland en søndag eftermiddag.

I de fem tabte kampe har et gennemgående tema været, at modstanderholdet har brugt relativt færre chancer og afslutninger til at sparke bolden i kassen. Og det er også en udfordring, som vores venstre wingback adresserede efter gårsdagens nederlag.

– Vi mangler skarphed i begge ender for tiden. Vi er simpelthen ikke gode nok til at forsvare modstanderens omstillinger. I dag kommer vi hurtigt bagud 2-0, men jeg synes egentlig, at vi har en del spil omkring Silkeborgs felt, men vi kommer ikke frem til de store chancer.

– Og når vi endelig kommer frem til noget, så mangler vi enten det afgørende touch på bolden, det rigtige løb for hinanden eller den sidste aflevering. Det er svært at vinde fodboldkampe, hvis modstanderen skal bruge halvt så mange muligheder på at score mål.

I den kommende periode er der landskampspause, hvorfor truppen har en masse tid på træningsbanen. I går varslede cheftræner Flemming Pedersen om defensiv opstramning og hårdt arbejde i pausen, hvilket Martin Frese også ser som afgørende for at komme tilbage på rette køl.

– Vi skal kigge hinanden i øjnene nu. Vi skal sige til os selv, at det er seriøst nu, for vi har ikke fået de rigtige resultater i fem kampe.

– Det handler om at vinde og få point på tavlen, hvis man vil holde stand i ligaen, så det er det, der skal være fokus på. Vi skal arbejde hårdt, forbedre vores skarphed og kigge fremad, så vi kan komme tilbage på sporet resultatmæssigt.

Næste kamp i 3F Superliga er den 17. oktober mod førerholdet fra FC Midtjylland. Det opgør spilles hjemme i Right to Dream Park, hvorfor fans skal huske at sætte et kryds i kalenderen. Vi får brug for al den støtte, vi kan få, så vi sammen kan få vendt stimen!