Flemming P. trods nederlag til AaB: Spillerne skal have ros for deres mentale styrke

Kategorier

Foto: Gonzales Foto

I eftermiddag måtte vi lide endnu et nederlag, da vi tabte med 0-2 hjemme i Right to Dream Park til AaB. Cheftræner Flemming Pedersen roser spillernes mentale styrke i en kamp, hvor de mødte modgang over flere omgange.

– Jeg synes, at vi kan være vores præstation bekendt og til den præstation skal spillerne have ros for deres mentalitet. Det kunne have være let at blive frustreret, som kampen skred frem, og med den modgang spillerne mødte i dag. Vi var gode til ikke at miste os selv, men derimod holde fokusset på eget spil. Så det var en meget mentalt moden indsats fra spillerne i dag. 

AaBs føringsmål kom dybt inde i overtiden af første halvleg. I pausen var der derfor frustration at spore i spillerne, men ifølge vores cheftræner, så aftalte alle involverede at frustrationer skulle vendes til noget positivt i anden halvleg. 

– Det var en god test for os, da vi sad med nogle frustrationer i pausen i forhold til slutningen på første halvleg. Men som vi snakkede om, så kunne vi ikke ændre på det. I stedet skulle vi komme ud til anden halvleg med fokus på os selv og få kanaliseret de frustrationer ud til noget konstruktivt på banen i form af endnu mere bevægelse og og spille endnu hurtigere – hvilket jeg synes, at vi gjorde så godt vi kunne i anden halvleg. 

Selvom vi igennem store dele af kampen så meget stærke ud i vores defensive organisation, så viste vi dog ikke på samme måde vores offensive kvaliteter frem.

– Vi manglede lidt kvalitet i den offensive del af spillet. Til tider går det for langsomt og på samme tid manglede der lidt tilstedeværelse i boksen. 

– Og når vi så får mulighederne, så skal de selvfølgelig også sparkes ind. Der manglede vi desværre lidt ekstra i dag. 

– Vi viste dog fine takter i vores defensive spil. AaB får ikke tilspillet sig meget udover de to mål på standardsituationer og så et hovedstød i første halvleg. 

Slutteligt havde Flemming også en besked til vores fremmødte fans:

– Vi tænker altid på vores fans og anerkender deres følelser. Derfor gik vi også i dialog med nogle stykker efter kampen, og nu er det vigtigt, at vi alle står sammen, da vi har brug for hinanden i denne periode. 

Allerede på fredag er vi tilbage i aktion i 3f Superligaen, når vi på udebane gæster Viborg FF. Kampen fløjtes i gang klokken 19.00.