Flemming P. efter Vejle-nederlag og endnu en sejrsløs runde: Vi skal alle bakke hinanden op

Kategorier

Foto: Gonzales Foto

Her til aften tabte vi 2-0 på udebane mod Vejle Boldklub, hvilket blev vores syvende Superliga-runde i streg uden sejr. Cheftræner Flemming Pedersen er ikke tilfreds med præstationen, særligt ærgerlig over målet til 2-0 og peger på vigtigheden af at bakke hinanden op i denne periode.

Vi kom fint fra start i efterårskulden på Vejle Stadion her til aften, men de gode takter varede ikke længe, og da der var spillet 33 minutter af opgøret, stod der 2-0 på måltavlen til hjemmeholdet. Det resultat holdt til slutfløjt, og dermed fik Vejle sin første Superliga-sejr i denne sæson.

– Vi vidste, at det ville blive en hård og jævnbyrdig kamp, fordi det kunne vi se på baggrund af den præstation, som Vejle lige har lavet på Brøndby Stadion, hvor de både var tæt på at vinde og få point.

– Vi vidste også, at vi ville spille på en lidt tung og glat bane, som måske ligger bedre til Vejles fine fysik, men vi havde styr på tingene, hvis vi kunne holde den substans i holdet, som vi viste i de første 45 minutter mod FC Midtjylland, fortæller Flemming Pedersen efter kampen.

På trods af den store tro på tingene, gik det ikke som bekendt ikke, som vi håbede på eller forventede. Vores cheftræner begræder i særdeleshed Vejles anden scoring, hvor vores forsvarsspil ikke så godt ud.

– Det første mål er lidt uheldigt, men det andet mål er virkelig kedeligt, og det er også derfor, at en Vejle-sejr kan forsvares, selvom vi har rigtig meget spil i begge halvlege. Fordi det er ikke okay at lukke et mål ind, hvor man lader et målspark fra modstanderen løbe hele vejen igennem forsvaret.

– Vi vidste godt, at Vejle ville sparke lange målspark og søge andenboldene, men vi var virkelig stærke til at forsvare det i første halvleg, hvor vi vandt alle andenboldene og var godt organiserede. Det er dog lige meget, når det ene målspark koster et mål. Samarbejdet indbyrdes i bagkæden og med Ogura er ærgerlig i situationen, fordi det er noget, vi arbejder med i det daglige.

Udover forsvarsspillet ved målet, er Flemming Pedersen heller ikke tilfreds med vores overordnede indsats i kampen. Der manglede kvalitet på bolden, og vi skal skabe langt flere chancer, når vi har bolden så meget, mener han.

– Overordnet set er præstationen jo heller ikke god nok, fordi vi tilsvarende ikke producerer tilstrækkeligt. Når man tænker på, hvor meget vi har bolden i anden halvleg, så er det ikke godt nok, at vi ikke skaber mere. Kofods chance på kanten af feltet er vel vores største chance.

– Så vi manglede kvalitet i dag. Vi havde svært ved at stå fast på banen, ligesom Vejle også havde, og vi havde svært ved at styre bolden og holde tempo og flow i spillet.

Med nederlaget er vi nu oppe på syv kampe i streg uden sejr i Superliga-regi, hvilket naturligvis ikke er ønskescenariet for nogen parter i og omkring klubben. Derfor var vores cheftræner også glad for at se fansene i øjnene efter kampen og forsikre dem, at truppen skal hjem til Farum og arbejde hårdt.

– De skal blive ved med at stille krav til os, fordi det gør vi også selv. De må gerne og skal være kritiske, men vi skal huske hinanden på, at vi skal være konstruktive og ikke gå i følelsernes vold. Senest spillede vi en rigtig god halvleg mod Midtjylland, men det er jo også derfor, at man bliver ekstra skuffet. Fordi vi allesammen kender vores topniveau.

– Det var rigtig dejligt at snakke med fansene efter kampen. Det var godt at se deres ild i øjnene, fordi det er jo også en motivation og opbakning. Det viser, at det ikke er ligegyldigt, fordi de kunne jo også have valgt at forlade stadion efter slutfløjt i ren skuffelse.

– Det er godt at face hinanden efter sådan et nederlag, så vi kan fortælle dem, at vi gerne vil gøre det bedre, end vi gør pt., og at vi skal hjem og arbejde videre.

Allerede på onsdag skal skuffelsen være lagt og arbejdet bære frugt, når vi spiller 1/8-finale i Sydbank Pokalen på hjemmebane mod OB. Vores cheftræner mener, det er vigtigt, at alle bakker hinanden op, hvis vi skal tilbage på sporet.

– Som jeg også fortalte drengene i omklædningsrummet, så skal vi alle bakke hinanden op nu. Det er meget vigtigt, fordi når man står i hårde modgangstider, er det meget nemt at trække sig ind i sig selv. Man kan hurtigt tro, at man selv kan redde verden, men vi skal virkelig fortsætte med at støtte hinanden, fordi lige nu har vi allesammen brug for hjælp og støtte.

– Og så ser vi selvfølgelig frem til pokalkampen på onsdag hjemme mod OB. Vi har givet hinanden hånden på, at vi går all in, så jeg håber, at fansene kommer på stadion til en god pokalaften.

Du kan købe billet til onsdagens pokalkamp mod OB lige HER. Der er kickoff klokken 18.00 hjemme i Right to Dream Park, og billetpriserne er skruet helt i bund.

KOM SÅ FC NORDSJÆLLAND!