Bredahl efter første SL-startplads: Skal gøre det svært for Flemming at sætte holdet

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Foto

I går var Andreas Bredahl i startopstillingen for første gang i 3F Superliga, da vi spillede 2-2 hjemme mod FC Midtjylland. Den unge angriber fortæller om mentalt fokus, fysiske forbedringer, dueller med Erik Sviatchenko og mål for fremtiden. 

– Det var selvfølgelig virkelig stort, fortæller Andreas Bredahl om sin første startplads i 3F Superliga og uddyber:

– Jeg havde ikke rigtig set den komme, men vi har været lidt uheldige med nogle afbud på de forreste pladser, så i fredags kunne jeg godt se, at der var en chance for, at jeg skulle starte inde. Det gav mig jo bare mere blod på tanden for at arbejde endnu hårdere, for jeg ved jo, at vi ikke er bange for at give de unge chancen, hvis vi arbejder hårdt.

Og det gav pote. Andreas Bredahl debuterede for halvandet år siden, men i søndags var han for første gang at finde i Flemming Pedersens startopstilling i Superliga-regi. Det var han, fordi han har forbedret sig på flere parametre og er på rette vej, fortæller vores cheftræner.

– Dels har Andreas lagt på sin fysiske udholdenhed, han er blevet mere fit og kan spille flere minutter i højt tempo. Og så er hans evner i presspillet også blevet bedre, hvor han nu kan presse mere intensivt og mere rigtigt. Han er blevet en sammenhængende presspiller.

– Vi kunne se i kampen, at han stadig skal blive mere forudseende, men det er selvfølgelig også noget, der vil komme med mere spilletid på det her niveau. Han er en rigtig 9’er-type, og hvis han kan holde snuden i sporet, så skal det nok komme. Han har været en smule småskadet, men nu er han, hvor han skal være, og det vil kun blive endnu bedre, siger Flemming Pedersen.

Hovedpersonen selv fortæller også, at han har haft fokus på sit presspil. Særligt op til denne FCM-kamp, hvor han også havde til opgave at være en opspilstation for holdkammeraterne.

– Selvfølgelig har jeg forsøgt at lægge på mit presspil, og særligt op til denne FCM-kamp har der været meget med presset. Jeg sad og analyserede vores seneste kamp mod dem, hvor Simon Adingra og Andreas Schjelderup gjorde det godt på den forreste linje. Jeg prøvede at kopiere dem, og det fik vi også stor ros for i går.

– Så jeg har fået nogle dessiner fra både Frank (Hjortebjerg) og Flemming (Pedersen) omkring presset, men der var også fokus på, at jeg skulle være en station, vi kunne spille den op på, fordi jeg er fysisk stærk.

På trods af god fysisk styrke, var det ikke den nemmeste targetman-opgave, som 18-årige Bredahl stod overfor i sin første startplads i Superligaen. Den direkte modstander hed nemlig Erik Sviatchenko, som leder et generelt bundsolidt og rutineret Midtjylland-forsvar. Det var en god udfordring, fortæller Bredahl.

– Det var en hård modstander til min første startplads, men det var fedt, fordi så kan man måle sig mod de bedste i landet. Især Erik Sviatchenko var dygtig i luften og til de små detaljer i nærkampene, men stille og roligt fik jeg arbejdet mig ind i kampen.

– Jeg vidste godt, at jeg ikke ville vinde en luftduel med ham, så jeg havde fokus på at gå til den, arbejde hårdt og holde ham væk, når jeg fik den i fødderne. Og det synes jeg, at jeg lykkedes fint med.

På trods af den fine præstation, fik vores 20’er desværre ikke sparket kuglen i kassen, selvom han var tæt på af flere omgange. Det bragte stor ærgrelse hos vores målglade angriber, som dog kigger fremad.

– Jeg havde rigtig svært ved at sove i nat. Især den chance hvor Simon spiller den på tværs, holdt mig vågen. Jeg har set den igen og igen og igen, og jeg forsøgte at blive i linjen mellem Simon og Sviatchenko.

– Måske skulle jeg have løbet hurtigere, måske skulle Simon have afleveret anderledes, det er svært at sige, men jeg manglede et par centimeter, og det er virkelig ærgerligt, men vi må bare se fremad. Næste gang er den der.

Og netop Bredahls fremadrettede fokus er værd at bide mærke i. Den unge angriber har nemlig også arbejdet hårdt udenfor kridtstregerne, hvor der er blevet tilkoblet en mentaltræner, der har hjulpet ham med at holde snuden i sporet.

– Jeg har tilkoblet en mentaltræner, og vi har arbejdet meget på, at jeg skal huske på, at jeg ikke kan gøre noget ved, hvad der skete for fem minutter siden, men jeg kan gøre noget ved, hvad der sker lige nu. Så jeg prøver på at fokusere på, hvad der sker lige nu, og hvis jeg brænder en chance eller laver en fejlaflevering, må jeg bare fortsætte og fokusere på den næste situation.

– Nu er jeg jo angriber og elsker at score mål. Før i tiden kunne jeg godt slå mig selv i hovedet, hvis jeg brændte en chance, men nu husker jeg mig mere på, at der altid vil komme en chance til. Det er mit mindset, fordi jeg skal være klar til enhver situation.

Efter den første startplads har Andreas Bredahl fået blod på tanden for mere, men han er samtidig ydmyg og ved, at det kræver hårdt arbejde, hvis han gøre sig gældende i en stor og talentfuld Superliga-trup.

– Jeg vil gerne gøre det svært for Flemming og trænerteamet at sætte holdet. Vi har en meget bred og stærk trup, og vi har mange dygtige spillere, der kan starte inde. Det er sjældent, vi har den samme startopstilling, så jeg vil gerne gøre mig gældende til de første 11 på holdkortet i fremtiden.

– Der skal hele tiden være nogen, der presser på, så det ikke bliver nemt for Flemming, og det er der, jeg ser mig selv. Det skal jeg selvfølgelig gøre gennem hårdt arbejde, disciplin og så skal jeg score målene, når jeg får chancen, afslutter Andreas Bredahl.

Allerede på fredag har vores nummer 20 mulighed for at få flere 3F Superliga-minutter, når vi spiller en udebanekamp mod Vejle Boldklub. Du kan finde billetter til opgøret på Vejle Stadion lige HER.

Hvis du vil lære mere om Andreas Bredahl, kan du se hans præsentation i førsteholdstruppen.