Flemming P. efter nederlag i Randers: Alt for langt under vores niveau

Kategorier

Foto: Gonzales Foto

I eftermiddag spillede vi vores tredje udebanekamp i streg, hvilket resulterede i det tredje nederlag på stribe, da Randers FC slog os med 3-2 i Cepheus Park. Cheftræner Flemming Pedersen er i særdeleshed utilfreds med vores præstation i første halvleg og roser i samme ombæring kronjyderne.

Der var underholdning for alle penge i de første 45 minutter af dagens opgør i Cepheus Park, hvor alle kampens fem mål blev scoret. Randers bragte sig foran efter syv minutter, men Martin Frese udlignede blot minuttet efter. I resten af første halvleg hang vores spil ikke sammen, mens Randers blev ved med at presse os, hvilket resulterede i to scoringer til hjemmeholdet.

I sidste minut af første halvleg udnyttede Simon Adingra dog en for kort tilbagelægning og gjorde det til pause- og slutresultatet 3-2. Flemming Pedersen er stærkt utilfreds med vores præstation i første halvleg, hvor der var for mange tekniske fejl og for stor usikkerhed i holdet.

– Det var simpelthen alt, alt, alt for langt under vores niveau. Randers var så dygtige til at få kampen over på deres præmisser ved hele tiden at beskæftige os med lange bolde. Selvom vi mange gange fik samlet andenboldene op, så kunne vi ikke holde fast i den, fordi Randers’ genpres var for stærkt.

– Og så havde vi også for mange tekniske fejl i første halvleg. Man kunne se, at der gik stivhed i vores spil, usikkerheden spredte sig og så kom alle de her tekniske fejl og for lidt bevægelse.

I jagten på at komme bedre med i kampen valgte Flemming Pedersen og trænerteamet at ændre formation og skifte offensivt ind, hvilket resulterede i en stærkere anden halvleg, men desværre med ingen scoringer til følge.

– Vi var nødsaget til at skifte over i en 4-3-3-formation efter en halv times spil for at få noget mere bevægelse i holdet og lægge et anderledes pres på Randers. Samtidig laver vi to offensive udskiftninger til anden halvlegs start, og vi får jo også et dejligt mål lige inden pausen, som gav os energi og tro på tingene.

– Det bevirker, at vi får spillet over på vores præmisser i det meste af anden halvleg og får også skabt de chancer, der skal til for at score, men omvendt havde Randers jo også deres store chancer. Så der kunne have været væsentligt flere mål i dag.

Præstationen i dag stod i stor kontrast til sidste weekends kamp mod FC Midtjylland, hvor vi leverede rigtig flot på trods af nederlaget. Vores cheftræner roser spillerne for ikke at blive slået ud mentalt, men revser vores spil, som blev “knust af et bedre Randers-hold”.

– Mentalt håndterer drengene det faktisk fint, at vores spil ikke fungerede. Selvom Randers kommer foran, så får vi hurtigt udlignet igen. Så det er dejligt at se, at der ikke er nogen, der hænger med hovedet, fordi der bliver scoret mål imod os.

– Men vi kan ikke være tilfredse med vores eget spil. Og der er ikke nogen undskyldninger, for det er en fin bane at spille på. Dejlig og hurtig græsplæne, så der er ikke noget der. Vi blev bare, specielt i første halvleg, knust af et bedre Randers-hold.

– Vi har vundet på udebane før, og det eneste issue der kan være på udebane, er, når banerne er anderledes end derhjemme. Og det er de ikke nu. Denne her bane er lige så plan som en kunstgræsbane, så du kan spille mindst lige så hurtigt her.

Til dagens opgør havde en del FCN-fans igen fundet vejen til Jylland og støttede os hele kampen igennem, hvilket bringer stor glæde hos Flemming Pedersen, der peger på vigtigheden af samspillet mellem tilskuere og spillere.

– Igen er det dejligt, at der igen er en forbindelse mellem vores spillere og vores fans. Fansene kunne sagtens være skuffede og tage direkte hjem efter slutfløjt, men de bliver trofast stående og klapper, og vi kommer ned og hilser og skriver autografer.

– Det er fedt, at vi har fået den sammenhæng tilbage og er kommet endnu tættere på hinanden. Jeg er bare ærgerlig over, at vi ikke kunne give dem et bedre resultat og en endnu større lyst til at komme i Right to Dream Park på søndag og støtte os mod FCK.

Hvis du gerne vil bakke Flemming Pedersens tropper op mod det københavnske tophold på søndag, skal du købe din billet via billet.fcn.dk! Efter tre 3F Superliga-udekampe i træk glæder vi os til at byde fans indenfor i Right to Dream Park igen, hvor vi forhåbentlig skal tilbage på sporet pointmæssigt.