FCN’s analyseteam søger kameramand til Superliga-udekampe

Kategorier

Analyzer Thor Herdal på træningslejren i Holland denne sommer. Thor søger en hjælpende hånd til at assistere ham på udebane i Jylland/på Fyn.

Foto: fcn.dk

Vil du være en del af FCN’s Superliga-kampafvikling? Har du en smule flair med et videokamera og en interesse i analyse af fodboldspillet? Og vil du være med til at hjælpe både spillerne, men især staben omkring vores 3F Superliga-hold?

Så er det lige præcis dig, vi leder efter!

FCN søger en kameramand, som kan ledsage vores analyzer og filme vores udekampe i Jylland/på Fyn. Dit arbejde er vigtigt, da dine videooptagelser har stor indvirkning på holdets taktiske justeringer og forbedringer. Blandt andet får dine optagelser fra første halvleg hurtigt værdi, da billederne allerede bruges til teamtalk i pausen af kampene. Altså kan du være med til at tippe en sejr og tre point i vores retning!

Du bliver en del af analysestaben under kampen og kommer dermed tæt på kommunikationen, der foregår mellem analytiker og trænerstab på bænken. Derfor er der også god læring i forhold til analysearbejde, og hvordan en kampdag foregår på det højeste niveau i Danmark.

Der er som kameramand gratis entré og transport til kampene samt forplejning undervejs. Ligeledes vil der også være mulighed for yderligere ansvar og flere arbejdsopgaver – såsom modstanderanalyser -, såfremt interesse og flair er der.

Kunne det have din interesse, så ret henvendelse til vores analyzer Thor Herdal på th@fcn.dk