Davis inden AGF og fans på lægterne: Vi er virkelig opsatte på kampen

Kategorier

Foto: Gonzales Foto

Efter en uge uden kamp skal vores kvindeseniorhold i denne weekend igen i aktion, når vi lørdag tager imod AGF på hjemmebane i Gjensidige Kvindeliga.

Kvindeseniorholdet er – efter en weekend uden kamp – klar til at komme i ilden igen mod AGF. Vores forsvarsspiller Jessica Davis mener, at den korte pause har gavnet holdet, og hun ser frem mod weekendens kamp:

– Efter en friweekend er vi alle kommet tilbage med ny energi, og vi er klar til at se fremad.

– Jeg føler generelt, det fra tid til anden er gunstigt at være væk i et par dage og få klaret tankerne. Det gør, at alle er ekstra udhvilede, når vi møder ind til træning om mandagen. Vi har overordnet set haft en god uge hvad angår træningen, og nu glæder vi os bare til at komme i aktion igen i weekenden!

Efter flere kampe på udebane er vi tilbage i Right to Dream Park til kampen mod århusianerne, hvor Arbejdernes Landsbank tilmed har inviteret alle interesserede fans på stadion. Og det glæder i den grad holdet, fortæller Jessie:

– Vi er meget spændte over og glade for at have en hjemmekamp igen, det er ved at være et stykke tid siden, vi har haft en, så det bliver fedt. At have støtte fra lægterne er altid fantastisk, og jeg tror, det kan give os ekstra energi. Alene visheden om, at folk er mødt op for at støtte os, betyder meget. Specielt ovenpå et år, hvor det ikke har været muligt at have tilskuere på stadion.

Jessica Davis satte også et par ord på, hvad kampen kommer til at byde på, og hvad holdet skal gøre for at sikre et godt resultat:

– Jeg tror, at vi skal være helt skarpe i de små detaljer, vi begår som hold ikke store åbenlyse fejl, men vi skal arbejde på de små ting. Vi skal være skarpe på standardsituationer, og være kliniske på vores chancer. Vi har arbejdet meget med at spille gennem linjerne, det mener jeg, at vi nu har helt styr på, og nu handler det om at være mere afgørende på den sidste tredjedel.

– Jeg føler, at vi er virkelig opsatte på kampen. De sidste par kampe er selvfølgelig ikke gået helt, som vi havde ønsket, det anerkender vi, men vi har trænet godt hele ugen, og arbejdet med de aspekter, som vi mener er de vigtigste i forhold til kampen i weekenden, vi håber derfor på et godt resultat mod AGF, og vi føler os selvsikre i relation til, at det kan lade sig gøre.

Hvis du gerne vil på stadion og støtte Jessie og resten af truppen, skal du blot ind på http://billet.fcn.dk og fange din gratis billet til kampen!