Alsidige Dio efter FCM-nederlaget: Vil altid bare give mit bedste til holdet

Kategorier

Foto: Gonzales Photo / Dejan Obretkovic

I går led vi et 2-0-nederlag på udebane mod FC Midtjylland. Flemming Pedersen var ærgerlig efter slutfløjt, og det samme var vores nummer 10 Mohamed Diomande, som til gårsdagens opgør spillede en lidt anden position.

Et nederlag på udebane mod FC Midtjylland bør måske ikke vække den store overraskelse eller ærgrelse, hvis man kigger på midtjydernes præstationer og vores resultater i Herning de seneste år, hvor vi ofte har haft det svært.

Ikke desto mindre var der efter slutfløjt i går stor ærgerelse at spore i FCN-lejren og ikke mindst hos Mohamed Diomande, som mener, at vores manglende skarphed og hjemmeholdets tidlige mål i anden halvleg blev afgørende.

– Jeg synes, vi var det bedste hold på banen fra kampens indledning. Vi havde en god plan, som vi holdt fast ved, og derfor dominerede vi første halvleg, hvor de ikke rigtig kunne matche tempoet i vores spil.

– Det resulterede i en del chancer, som vi desværre ikke greb, så vi måtte gå til pause med uafgjort. I anden halvleg gav vi dem et tidligt mål, hvilket var meget skuffende og udslagsgivende for kampen. De fik energien tilbage, og selvom vi forsøgte at svare tilbage og også havde et par chancer, så fik vi ikke scoret.

Af samme årsag mener Dio, at vi skal forbedre vores evner foran kassen, men samtidig er han stolt af sine holdkammerater for at spille så trygt på udebane i MCH Arena.

– Derfor bliver vi også nødt til at forbedre vores afslutninger, hvis vi skal få point i de her kampe. Fordi vi havde som sagt chancer både før og efter deres første mål, men vi var ikke skarpe nok.

– Men jeg er til dels også stolt af holdet, selvom vi naturligivs er skuffede over nederlaget, fordi man ved, at det ikke er nemt at spille her. Vi turde at spille og holde os til vores gameplan, så det lignede ofte, at vi spillede på hjemmebane.

Forud for denne sæson har Mohamed Diomande som bekendt skiftet til nummer 10, ligesom han også er blevet brugt i en mere offensiv og chanceskabende rolle. Til gårsdagens kamp var han dog “tilbage” som venstre wingback, hvilket vores ivorianske 10’er ikke er for fin til. Han vil bare gerne udvikle sig og hjælpe holdet mod succes, fortæller han:

– Trænerne stoler på mig, så de tør at spille mig på forskellige positioner, afhængigt af hvilken kamp og modstander vi er oppe imod. Og det er kun godt for mig og min udvikling at lære en masse forskellige ting, synes jeg. Så jeg er ret åben i forhold til at spille forskellige positioner, fordi jeg vil altid bare gerne give mit bedste til holdet.

– En nummer 10 er som regel ham, der skal være kreativ og være en bærende kræft på holdet. Det er dét, jeg gerne vil give til holdet, men jeg vil også gerne arbejde hårdt og gøre det, der skal til, for at vi vinder.

– Så jeg spiller gerne i en offensiv og kreativ rolle, men jeg spiller også gerne til venstre og forsvarer, hvis det er det, holdet har brug for.

Undervejs i gårsdagens kamp fik Diomande sit fjerde gule kort i sæsonen og sidder derfor ude i næste runde mod Randers FC. På trods af karantænen og de to nederlag i streg er Dio fortrøstningsfuld for de kommende kampe og holdets udvikling.

– Vi skal tro på, at vi har fat i det rigtige og stole på vores gameplan. Og så skal vi træne hårdt og øve os, som vi gjorde i denne uge forud for FCM-kampen.

– De to tabte kampe skal bare ses som gode læringsmuligheder for os. Vi vil gerne måle os med de bedste hold i Danmark, og vi viste i dag, at vi ikke behøver at være underdogs i de her opgør. Vi matcher dem på bolden, hvor vi endda ofte er bedre, så vi skal bare blive ved med at arbejde hårdt til træning.

– Vi er et ungt hold, der lærer hele tiden, og sæsonen er heldigvis lang. Hvis vi fortsætter med at udvikle os, så kan det se rigtig fornuftigt ud. Det skal fansene trøste sig med denne weekend, fordi vi ved, at det er frusterende at tage helt til Herning for at se sit hold tabe. Vi er dog meget glade for støtten og håber at give dem tre point næste weekend, afslutter Mohamed Diomande.

Næste kamp er endnu et udebaneopgør i Jylland, hvor det denne gang er Randers FC, der lægger hus til en spændende topkamp. Den bliver spillet søndag den 19. september klokken 14.00.