Abu Francis runder 50 kampe: FCN og RTD er familie

Kategorier

Foto: Gonzales Photo / Dejan Obretkovic

I går nåede Abu Francis en flot milepæl, da han gik på banen til sin førsteholdskamp nummer 50 for klubben i en alder af blot 20. Vores nummer 14 fortæller her om sine første to år, mindeværdige oplevelser, sit forhold til klubben og fremtidige ambitioner. Stort tillykke, Abu!

– Det er ikke så ofte, man ser spillere i Europa, der runder 50 førsteholdskampe som 20-årig, så jeg er selvfølgelig glad og stolt!

I foråret var det Ibrahim Sadiq, der rundede 50 seniorkampe, inden han var fyldt 21, og nu er det landsmanden Abu Francis’ tur. Vores nummer 14 var glad for bedriften, da vi tog en snak med ham om de første år i klubben, og peger på en længere rejse, der både har budt på op- og nedture.

– Det er et godt skridt på vejen mod det næste niveau, at jeg er i stand til at opnå 50 kampe for FC Nordsjælland som blot 20-årig. Samtidig sætter jeg stor pris på, hvordan holdet og klubben har hjulpet mig på vejen.

– Der har været op- og nedture, men jeg startede stærkt. Normalt er det ikke så nemt at få spilletid med det samme, når man er 18 år gammel, men det lykkedes jeg med, hvilket var mit første step i professionel fodbold.

– Men man lærer også undervejs, og det er også en del af rejsen. Så der har været nogle nedture, som ramte mig hårdt, men det handler om, hvordan man svarer igen. Det var jeg i stand til at håndtere, selvom jeg var inde og ude af startopstillingen, og nu spiller jeg fast.

I de to seneste sæsoner har Abu fået henholdsvis 7 og 8 Superliga-startpladser, men i denne sæson har han været fast mand i start-11’eren på den centrale midtbane. Ifølge hovedpersonen selv, har han været tålmodig og er blevet en mere stabil fodboldspiller.

– Jeg har som sagt lært meget de sidste to år, hvilket gør, at jeg er mere stabil i mine præstationer. Det er et spørgsmål om tålmodighed. Mange spillere ville måske føle sig nedtrykt, hvis de havde været i en trup i to år, men ikke spillede fast.

– Men det handler om at bevare fokus, når tingene ikke går som planlagt. Du skal bare blive ved med at arbejde hårdt, og så skal din chance nok komme.

– I min første tid havde jeg også nogle gode kampe, men jeg var ikke konsekvent nok. Så forskellen er, at jeg nu er i stand til at performe over en hel kamp, mens det tidligere var måske 50-60 minutter.

Selvom Abu Francis nu ser ud til at have bidt sig fast i Flemming Pedersens startopstilling, mener den unge ghaneser, at der fortsat er en del at jagte. Vi skal nærme os topholdene og jagte Europa, fastslår han.

– Mest af alt vil jeg gerne fortsætte med at vinde kampe og vinde endnu flere kampe. Vi skal udfordre top-3 og spille med om de europæiske pladser. Det er det, vores mål er.

– Og så vil også gerne selv holde fast i min startplads, spille endnu flere minutter og bidrage med gode præstationer.

Den målfarlige midtbanespiller kom til klubben og Danmark fra Right to Dream-akademiet i sommeren 2019, og var allerede i startopstillingen til den første kamp af 2019/2020-sæsonen. Her lagde vi ud med en flot udesejr i Horsens, som Abu nævner som en særlig oplevelse, men peger også på en mindeværdig kamp fra sidste sæson som et stort øjeblik.

Selvfølgelig var min debut et særligt øjeblik. At jeg startede inde som 18-årig, hvor vi vandt på udebane mod Horsens, og jeg lavede en assist til Isaac (Atanga). Det var en god start.

– Men en speciel oplevelse var vores ene hjemmekamp mod FC Midtjylland i sidste sæson, hvor vi, grundet Corona, kun spillede foran et par hundrede tilskuere. Det var min bedste kamp nogensinde for FC Nordsjælland, og jeg scorede også to fantastiske mål.

– Så det var faktisk en meget emotionel præstation for mig. Også fordi vi havde haft problemer med at slå Midtjylland i så lang tid, og jeg var med til at bryde den forbandelse.

Generelt har der været mange store oplevelser for Abu Francis, som har været en del af akademiet i Ghana, siden han var en ung knægt. Dermed runder han snart 10 år i organisation, hvorfor Right to Dream og FC Nordsjælland naturligvis står ham nært.

– For mig er Right to Dream og FC Nordsjælland familie. Det er her, jeg føler mig komfortabel. Jeg har været en del af organisation, siden jeg var 11 år gammel, så jeg ser den som mine forældre, og jeg ser mine holdkammerater som mine brødre.

– Det er et trygt sted for mig at vokse og udvikle mig, og jeg er bare meget taknemlig for de muligheder og oplevelser, jeg har fået indtil nu.

Stort tillykke med at runde en flot milepæl, Abu! Du kan se highlights fra hans tid i klubben lige HER.