Thors taktikmøde: Sprudlende offensiv og stærk attacking balance

Kategorier

Foto: Gonzales Photo / Dejan Obrektovic

I mandags nappede vores 3F Superlig-hold den fjerde sejr i rap, da Vejle blev besejret med 3-1 hjemme i Farum. Analytiker Thor Herdal deler her et par taktiske nedslagspunkter fra opgøret og vores præstation.

Thor Herdal er endnu engang klar til at levere nogle analytiske læringer til alle fodboldnørderne derude.

Denne gang er det vores seneste sejr i 3F Superliga mod Vejle Boldklub, som kommer under luppen.

Sprudlende offensiv
– Vi vidste jo ikke helt, hvad Vejle ville gøre efter deres trænerskifte, så det gjorde, at vi havde ekstremt meget fokus på os selv op til kampen. En time inden kampstart får vi jo deres startopstilling og kan se, at de starter med tre midtstoppere og nogle wingbacks, hvor de i sæsonens fem første kampe har spillet med en mere flad firebackkæde.

– Derfor kunne vi regne ud, at de havde rystet posen lidt, som vi selvfølgelig skulle være opmærksomme på, men vi understregede stadig, at det skulle handle om vores eget intensitet i presset, vores eget tempo med bolden og vores egne positioner. Det var det vigtigste, fordi hvis vi lykkedes med det, ville vi være bedre end Vejle.

– Og det var vi jo heldigvis også, kan man sige. Vi kommer rigtig godt fra start og får det her mål efter tre minutter, men generelt dominerer vi første halvleg meget markant med gode offensive bevægelser og flydende angrebsspil. Et godt eksempel kan ses i klippet her:

– Som kan se, var det dejligt have Abu Francis og hans hovedstødstyrke tilbage, når Vejle sparkede langt. Samtidig gør Lasso Coulibaly et glimrende stykke arbejde på andenbolden i forhold til at fastholde spillet.

– Han havner nede i en lavere position, men med det samme er han opmærksom på, at Andreas Schjelderup tager et løb ud bredt i banen, hvilket åbner det dybe rum til ham, som han udnytter. De her offensive bevægelser gør, at vi kan komme ned bag deres bagkæde og sætte spillet derfra.

– Det ender som bekendt med, at vi får tilkæmpet os et straffespark, men noget af det vi også hæfter os ved, er, hvordan vi er gode til at fylde feltet op. Straffesparket kunne måske have været dømt i to omgange, og man kan sige, at sandsynligheden for at få de her marginaler og berøringer med os bliver øget, jo flere spillere vi har involveret i og omkring boksen.

– I det her tilfælde har vi hele fem spillere inde i målfeltet, men der står også tre spillere lige ude foran, som er klar til at trykke på. Det fortæller noget om det angrebsivrige fodbold, vi leverede i mandags.

Attacking balance
– Men når vi har bolden så meget, og angriber så meget, som vi havde i første halvleg mod Vejle, så er det helt afgørende, hvordan vores bagerste spillere positionerer sig. Her snakker vi om attacking balance, men det er det, som også bliver kaldt for restforsvaret.

– Det handler om, at de spillere hele tiden skal være på vagt i en god position, hvis vi nu skulle miste bolden, når vi sætter den på spil oppe på modstanderens halvdel.

– Meget af det handler om at forudsige og genkende situationer fra tidligere. Altså skal man være forudseen, når en medspiller er under hårdt pres eller man kan se, at vi er ved at sætte en risikabel pasning ind. Hvordan står vi i forhold til at lukke ned for modstanderens omstillinger?

– Der er nogle forreste spillere, der skal være klar til at genpresse hurtigt og være tæt på situationerne, men især vores bagerste spillere skal være opmærksomme på at lukke rummene omkring modstanderens angriber(e) og de spillere, der ligger på lur.

– I klippet kan man se, hvordan vores fire bagerste konstant positionerer sig og “sikrer” vores angrebsspil. Da vi mister bolden i venstresiden, presser Adamo netop flot op på den nærmeste spiller, der kunne være blevet udgangen til en Vejle-omstilling.

– Det resulterer i, at Vejle bliver nødt til at smide en lang bold afsted, hvor vi er klar med 3-4 mand omkring deres angriber. Derfor kan vi relativt let samle andenbolden op og fortsætte det angrebsivrige spil, som vi gerne vil praktisere.

Knap så skarp afslutning
– På trods af flot spil og store chancer så får vi jo desværre ikke lukket kampen. Både Magnus Kofod og Oliver Villadsen rammer overliggeren, og Schjelderup har en kæmpe chance, som er på vej ind, men som rammer Daniel Svensson i ryggen. Men vi får desværre ikke det her 3-0-mål, som vi ellers snakkede om i pausen.

– I stedet får Vejle reduceret til 2-1, og vi føler, at vi mistede lidt meget initiativ i kampens sidste 30 minutter. Det er selvfølgelig ikke godt nok, fordi vi giver bolden væk lidt for let. Det var egentlig ikke fordi, at Vejle pressede meget højere, men vi var for langsomme om at komme i vores egne positioner.

– Og samtidig tog det her mentale aspekt med at håndtere kampen, når det hele spidser lidt til, tog lidt for meget over.

– Til trods for det skaber vi jo stadig et par chancer til at lukke kampen. Schjelderup har en stor hovedstødsmulighed, Simon Adingra stjæler bolden nok engang og prøver at spille Antman på tværs, inden vi jo til sidst får lukket i overtiden.

– Så alt i alt, synes vi, at det var en rigtig god og solid præstation. Især den første time var vi meget tilfredse med, men den sidste halve time viser også, hvor hurtigt det kan gå i fodbold. Schjelderup rammer sin egen medspiller i ryggen, i stedet scorer modstanderen og så blev en ellers sikker kamp helt åben igen.

Hvis du vil lære vores nye analytiker, Thor Herdal, endnu bedre at kende, så kan du høre vores podcast “Meet our new coaching staff’ med ham lige HER.