Endnu en vellykket samarbejdsdag med B.93

Kategorier

I onsdags mødtes vores og B.93’s ungdomsafdeling endnu engang til otte træningskampe på tværs af de forskellige årgange, hvor klubbernes talentfulde ungdomshold dystede mod hinanden som forberedelse til den kommende sæson. Begge lejre melder om højt niveau, godt humør og stor tilfredshed med det interne samarbejde.

For to år siden indledte vi en samarbejdsaftale med den traditionsrige københavnerklub B.93. Samarbejdet bygger på en stor grad af samme værdier og arbejdsmetoder, hvor især fokus på talentarbejde og unge seniorspillere skiller sig ud.

Sidste sommer markerede vi etårsdagen for samarbejdet ved at begge klubbers ungdomshold tørnede ud mod hinanden i et glimrende pre season-arrangement på B.93’s anlæg inde på Østerbro. I onsdags løb et lignende arrangement af stablen, men denne gang lagde vi hus til i Farum. Alle ungdomsårgange, fra U10 til U19, testede mod hinanden rundt omkring på klubbens træningsbaner og i Right to Dream Park.

Solen skinnede, der var stærke takter på banen og højt humør udenfor banen, og derfor er ledende repræsentanter fra både FCN og B.93 tilfredse med onsdagens forløb og det generelle samarbejde mellem de to klubber.

Alexander Riget, Head of Coaching på FC Nordsjællands akademi:

– Et samarbejde med B.93 indeholder jo rigtig mange ting, men grundlæggende kan man sige, at det er en klub, der er kendt for deres talentudvikling. Det har de været dygtige til igennem mange år, men jeg synes, at de særligt de sidste par år har taget nogle rigtig gode step. Det er primært deres egen fortjeneste, men vi er også glade for at have hjulpet lidt til.

– Det er jo ikke nogen hemmelighed, at de har en masse dygtige fodboldspillere, som vi også har interesse i at arbejde sammen med. Og både før vi lavede det her samarbejde, men i større grad efter, har vi fået en del spillere herop, som vi har været glade for.

– Måden vi gør det på, er, at vi har noget dialog mellem ledelserne i de to klubber. Og så laver vi nogle træningsforløb, hvor spillerne typisk er med heroppe i Farum en gang om ugen, men nogle gange kan der være mulighed for at gøre det mere intenst. Formålet er, at de kan stifte bekendtskab med, hvad niveauet er på den næste hylde, og eventuelt komme herop og spille, hvis de alle tre parter synes der er gode perspektiver i det.

– Men det går også den anden vej, Vi har også spillere herfra, hvor konkurrencen hos os måske er lidt for stor, hvor de så har muligheden for at komme til B.93 og blomstrer derinde.

– De her dage er et symbol på samarbejdet. Vi har en aftale om, at vi to gange om året spiller træningskampe mod hinanden. Det er jo en rigtig god mulighed i en opstart for at spille nogle træningskampe på et højt niveau mellem to klubber, der har dygtige spillere og dygtige hold, som kan matche hinanden på en god måde.

– B.93’s ældste ungdomshold spiller jo i Divisionen, men har måske et spillermateriale, der er lidt bedre end gennemsnittet i den række. Så det er en rigtig god mulighed for dem i forhold til at spille mod en modstander, der har tempo og erfaring fra Ligaen.

– Samtidig kan trænerne fra de to klubber snakke sammen på kryds og tværs på de her dage, så vi kan sætte en dialog igang forud for den kommende sæson. Jeg synes, det gik rigtig godt. Vi var begunstigede af godt vejr og flot fodboldspil, og jeg var imponeret over niveauet hos B.93 i de kampe, jeg fik chancen for at se.

Martin Jensen, Sportsdirektør hos B.93:

– Jeg tror, det er attraktivt for alle at finde nogle gode partnere, som man kan vidensdele med. Vi har det tilfælles med FC Nordsjælland, at vi tror på det unge, og vi tror på talentudvikling. Samtidig har vi nogle værdier, der minder meget om hinanden. I Farum har de meget med Character Development, mens vi har Kærlighed som grundlæggende værdi. Så jeg tror på, at vi kan udfordre hinanden og sparre med hinanden.

– Så samarbejdet går mest af alt ud på at vidensdele og matche spillere. Vi kan få matchet vores bedste spillere og udveksle erfaringer mellem klubberne. Og så har vi jo nogle forskellige samarbejder omkring morgentræningsmiljøet, hvor eksempelvis de FC Nordsjælland-spillere der bor inde i København, kan træne inde hos os om morgenen.

– Vi forsøger at arrangere de her dage hvert år. Både for at vise samarbejdet frem for alle involverede interessenter samt spillere og forældre, men det er jo også en unik mulighed for at få noget god matchning for os. For B.93’s vedkommende har vi jo mange gode spillere og mange gode hold, men det er ikke dem allesammen, som altid bliver matchet i DBU’s turneringer, men det får vi så mulighed for her mod FC Nordsjælland.

– Jeg synes, arrangementet forløb godt. Solen skinnede og der var godt fodboldspil. Det var en dejlig dag!

Øverst til denne artikel kan du se en stemningsvideo fra samarbejdsdagen, hvor også Martin Jensen og Alexander Riget udtaler sig. Vi siger tak til B.93!