Kamaldeen Sulemana solgt til Stade Rennais FC

Kategorier

FC Nordsjælland har solgt den 19-årige ghanesiske landsholdsspiller Kamaldeen Sulemana til franske Stade Rennais FC i en rekordstor handel.

Kamaldeen Sulemana kom til FCN for 1,5 år siden og har været en del af fra Right to Dream familien, siden han startede på akademiet i Ghana for 8 år siden. Han blev en indflydelsesrig spiller for tigerne fra første øjeblik efter ankomsten til Nordsjælland. Den udfordrende og målfarlige angriber har siden sin debut i februar 2020 spillet 42 officielle kampe for FC Nordsjælland og har været en markant profil i de fleste af dem.

Nu fortsætter karrieren i den franske Ligue 1, hvor Stade Rennais FC har vundet den unge angribers gunst efter en god og lang proces, hvor Kamaldeen selv fik muligheden for at vurdere, hvad der ville være det bedste næste skridt i karrieren blandt de mange interesserede klubber i de bedste europæiske ligaer.

Sportsdirektør Mikkel Hemmersam:

– Kamaldeen har været et fantastisk bekendtskab for os i FCN og for den danske 3F Superliga. Hans talent er uomtvisteligt og hans spillestil er positiv og underholdende – det har alle kunne se. Men til historien om Kamal hører også hans enorme drive, hans fokus på at arbejde hårdt på at forbedre sig uanset, hvor godt det er gået på banen og hans åbne sind overfor at lære fra de trænere og holdkammerater, han er omgivet af.

– Ærgerrigheden er nøglen til Kamals succes og hans hurtige udvikling hos os, ligesom den vil være det på hans fremtidige vej. Vi er ikke i tvivl om, at Kamal kommer til at nå meget langt, vi ønsker ham alt det bedste i Frankrig, og vi er stolte af den tid og den udvikling, han har haft hos os i FC Nordsjælland.

Kamaldeen Sulemana:

– Jeg er meget glad for at kunne skrive under med Stade Rennais FC. Det er en udfordring, som både gør mig spændt og ydmyg. I Verdens top-5 ligaer føler jeg, Rennais FC er en meget god klub for især yngre spillere, og jeg tror på at skifte fra rigtigt godt hold af unge spillere i Danmark, til et andet rigtigt godt hold med unge spillere i en endnu bedre liga, er det rigtige skridt for mig lige nu i min karriere.

– Min rejse fra Right to Dream til FC Nordsjælland kan beskrives bedst med stor taknemmelighed overfor alt, hvad der er blevet gjort for mig i den tid, jeg har været en del af det. Jeg kom, jeg udviklede mig, og jeg leverede. En kæmpe tak til alle, der har støttet mig og været der for mig fra første dag.

Bestyrelsesformand Jan Laursen:

– Historien om Kamaldeen er fantastisk, og den glæder vi os over mere end noget andet her og nu, hvor hans fremtid er på plads. Når man ved, hvor lang hans vej har været, hvor mange mennesker, der har lagt deres kræfter, viden og passion i ham på akademiet i Ghana, og senere her i FCN, hvor dedikeret Kamal selv har været hele vejen igennem, så er det virkelig en stor dag for os i klubben, for alle i Right to Dream og ikke mindst for Kamal selv og hans familie. Vi er stolte over at kunne udvikle et sådant talent, som har været interessant for mange store europæiske klubber.

– Økonomisk tror jeg godt, vi kan sige, at handlen med Stade Rennais FC er en milepæl for både os og 3F Superligaen, og prisen afspejler Kamals enorme potentiale ligesom den understreger, hvor langt vi er kommet som klub, akademi og organisation. Kamal har selv haft muligheden for at vælge det rigtige for ham, og vi er stolte over den måde, han har grebet den mulighed og været grundig og tålmodig. Det har været en lang og kompliceret proces pga. den kæmpe interesse, der har været for Kamaldeen, og vi vil gerne takke Stade Rennais FC og de andre interesserede klubber for den respektfulde dialog, vi har oplevet hele vejen igennem.

Stade Rennais FC sluttede på en 6. plads i den bedste franske liga i sidste sæson. Klubben er kendt for at spille med unge spillere og mange store navne har gennem tiden fået deres gennembrud der bl.a. Petr Cech, Hatem Ben Arfa, Ousmane Dembélé, Mikaël Silvestre, Sylvain Wiltord, Kim Källström, Eduardo Camavinga og Jérémy Doku. Kamaldeen Sulemana nåede at spille 42 kampe for FC Nordsjælland og score 14 mål.