Ugens U-Nyt | Tre sejre på stribe mod AC Horsens

Kategorier

Foto: Noah Thilemann

Vores tre ældste akademihold gjorde rigtig fin figur, da det blev til tre sejre i sidste weekend mod AC Horsens. På lørdag er vores U19-drenge værter for OB, og søndag gæster U17 Brøndby. 

U19:

I sidste weekend kom vores U19-drenge tilbage på pointtavlen, da de på mål af Zidan Sertdemir, Andreas Bredahl og Emeka Nnamani slog AC Horsens med 2-3 på udebane. Du kan læse cheftræner, Kasper Kurlands, tanker efter kampen lige HER. Hvis du er interesseret i highlights, finder du dem HER.

I morgen er holdet tilbage i Right to Dream Park, hvor OB kommer på besøg. Kampen fløjtes i gang klokken 15.15 og du kan selvfølgelig se kampen på vores YouTube-kanal.

U17:

Ligesom vores U19-drenge slog U17-drengene AC Horsens med 2-3 i sidste weekend.

Første halvleg haltede en smule, men efter en god snak i pausen fik vores spillere vendt op og ned på opgøret.

– Vi var ikke tilfredse med vores måde at sætte angrebene op på i første halvleg. Så det var en pausesnak, der handlede en del om, hvordan vi kunne ændre nogle positioner, og samtidigt hvordan vi skulle sætte vores angreb op, siger Hoff Thorup.

– Især blev vi enige om, at vores backs ville have en stor rolle, fordi der var plads til, at de kunne angribe meget mere. Det blev rigtig fint allerede fra starten af anden halvleg, og vi skaber en håndfuld store chancer.

På søndag gæster U17-holdet Brøndby. Sidst de to mandskaber var i aktion mod hinanden var en meget hektisk affære, hvor vi aldrig rigtig fik styr på kampen.

– Det blev nemlig lidt for hektisk sidst mod Brøndby. Der er dog ingen tvivl om, at der venter os en fed kamp. Vores opgave er at kunne veksle lidt mere i spiltempoet, end vi gjorde sidst. For vi vil rigtig gerne spille i højt tempo, men vi vil også gerne spille med kontrol og mange afleveringer. Så vi arbejder med at finde den bedste gameplan for, hvordan vi kan lykkes med begge dele.

– Vi har i de seneste kampe vist rigtig gode takter når vi har kunne bygge spillet op og til sidst få vores backs med i angrebene. Så det er helt klart et element vi også skal have bragt ind i kampen.

– Selvfølgelig bruger vi tid på at se lidt klip med Brøndby. Men efterhånden, og jo længere man kommer ind i sæsonen, så kender holdene hinanden ret godt. Alle hold kan overraske med små taktiske ting, men i helheden så kender vi hinanden ret godt. Det bliver en kamp i højt tempo, to hold der gerne vil spille fremadrettet og presse aggressivt. Det plejer at give nogle ret interessante kampe, hvilket også bliver tilfældet søndag, afslutter Thorup.

Søndagens kamp fløjtes i gang klokken 15.15.

U15:

I lørdags skulle U15-drengene fortsætte deres momentum fra pokalfinalesejren over Lyngby, da de ligeledes var i aktion mod AC Horsens. Det må man sige lykkedes, for vi hev en 0-5 sejr hjem.

– Vi kan helt bestemt tage den gode præstation med fra weekendens kamp. Det var på flere områder en rigtig god præstation, hvor vi spillede med stor fokus gennem hele kampen. Det blev hurtig en kamp, hvor vi havde bolden meget og skulle presse kampen op i tempo men uden at miste bolden i områder, der kunne give omstillingschancer til modstanderen, siger cheftræner Emil Sjølin og fortsætter:

– Det lykkedes rigtig godt, hvilket har været en udfordring tidligere i sæsonen – Generelt en fantastisk flot defensiv præstation, hvor vi ikke tillod afslutninger hele kampen og holdet arbejdede med stor intensitet og aggressivitet.

– Vi har også haft udfordringer med at åbne mere kompakte modstandere, men det lykkedes godt i denne kamp. Vi spillede med god variation i vores gennembrud og fik spillet flere dybe bolden i starten af opgøret, hvilket gav et mere åbent kampbillede, som vi havde håbet.

– I anden halvleg fik vi mere plads til at spille igennem modstanderens kæder, hvilket drengene udnyttede flot og lavede mange gennemspillede angreb, afslutter Sjølin.