Joachim Rothmann forlænger og lånes ud til Tromsø IL

Kategorier

Foto: Gonzales Photo

FC Nordsjælland udlåner den 20-årige angriber Joachim Rothmann til norsk fodbold, hvor han skal tørne ud for Tromsø Idrettslag i resten af 2021. Samtidig forlænges kontrakten med FC Nordsjælland med yderligere et år.

Joachim Rothmann har fået stort set hele sin fodbolduddannelse hos Farum BK/FCN, da han som 12-årig kom til klubben fra Greve. I slutningen af 2018 fik Rothmann sin seniordebut for klubben i en pokalkamp mod Vendsyssel. Siden sommeren 2019 har angriberen været en officiel del af Superliga-truppen, dog uden at have fået det gennembrud talentet berettiger til.

Derfor er både Rothmann og den sportslige ledelse blevet enige om, at det ville være bedst for begge parter med et lejeophold i den norske Eliteserien hos Tromsø. I samme ombæring forlænges kontrakten mellem FC Nordsjælland og Rothmann med et ekstra år.

Sportsdirektør Mikkel Hemmersam:
– Behovet for spilletid på højt niveau er det sidste skridt for en ung spiller, inden potentialet kan indfries. Og derfor skal Joachim forsøge at få mere kontinuerlig erfaring og spilletid på så højt niveau som muligt. Det har han nu en mulighed for i den bedste norske fodboldrække hos Tromsø.

– Lige nu er konkurrencen stor på de offensive positioner i vores trup, men vi har stadig en stor tro på Rothmann. Vi glæder os over, at han også har den samme tro på os, så vi har kunne forlænge aftalen med hinanden i forbindelse med den gode mulighed i norsk fodbold.

– Vi kommer til at følge tæt med i hans udvikling i Tromsø, hvor vi er overbeviste om, at han har mulighed for få den nødvendige mængde spilletid og selvtillid, der skal til for at indfri Joachims utvivlsomme talent.

Joachim Rothmann:
– Jeg føler, det her en god løsning, for jeg har brug for at spille mere fast. Jeg har haft flere muligheder, men Tromsø føles som den rigtige, for jeg ved, de har kigget på mig gennem længere tid, og jeg ved, de har en plads åben i truppen til en type som mig.

– Og så betyder det også noget for mig at prøve mig af i et andet land. Det bliver spændende og føles som en frisk start.

– Jeg har stadig en ambition om at slå igennem i FCN, og derfor har jeg også sagt ja til at forlænge aftalen med klubben. Det har altid været et mål for mig, og jeg tror stadig på, at det kan lade sig gøre, og at opholdet i Tromsø kan hjælpe mig med det.

Joachim Rothmann har foreløbigt spillet 35 officielle kampe med tigeren på brystet.