Flemming P. efter hårdt nederlag i Herning: Vi blev knust fra kampens start af

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

Højt at flyve, dybt at falde. Her til aften skulle vi forsøge at følge op på mandagens flotte hjemmesejr mod FC Midtjylland, men i stedet blev det til en skuffende oplevelse i det omvendte opgør i MCH Arena, der endte 3-0 til værterne.

Cheftræner Flemming Pedersen peger på stressede beslutninger som den største årsag til vores sløje præstation, men slår fast, at kampen kan blive god læring for spillerne.

Allerede fra første fløjt sad midtjyderne tungt på os og var tæt på at score flere gange i kampens første minutter. Og da der var spillet 20 minutters tid, gik den ikke længere. FC Midtjyllands Alexanders Scholz bragte værterne foran 1-0 på en straffesparksscoring, og blot to minutter senere stod der 2-0 på måltavlen, da Pione Sisto også fik nettet til at blafre.

– Vi møder en modstander, der går højt op på os fra kampens start af. Og endnu højere end de gjorde i mandags. Det var vi godt klar over, så det overraskede os ikke, men til gengæld blev vi selv lidt overraskede over, at vi ikke selv var bedre til at spille os ud af deres pres.

– Vi blev rigtig stressede i dag. Det gjorde selv nogle af de spillere, som vi normalt kender som boldfaste spillere, der kan spille hurtigt på mindre områder. Og så blev vi simpelthen knust fra kampens start af, konstaterer Flemming Pedersen.

I pausen foretog vi os en tripleudskiftning i forsøget på at komme tilbage på sporet. Det gav en smule pote, da vi kom frem til et par afslutninger i begyndelsen af anden halvleg og stoppede blødningen midlertidigt. I det 77. minut lukkede midtjydernes Frank Onyeka dog kampen til slutresultatet 3-0 til stor glæde for de fremmødte hjemmefans.

Og netop tilskuerne i MCH Arena blev ikke uvæsentlige for kampens udfald, mener vores cheftræner. I mandags havde vi vores egne fans i ryggen, mens FCM i dag fik energi fra deres supportere.

– Det fik helt sikkert en betydning for Midtjyllands præstation, fordi deres spil handler meget om energi og power. Det er svært at vurdere, om det også var med til at stresse os ekstra, men jeg tvivler på det, forklarer Flemming Pedersen og uddyber om vores egen præstation:

– Jeg kan bare konstatere, at vi ikke var i stand til at spille hurtigere. Og med ’hurtigere’ mener jeg, at vi for eksempel var for dårlige til at vurdere, om vi skulle spille bolden videre første gang, om vi skulle vende af på modstanderen eller hvad vi skulle.

– Så der var en for dårlig beslutningstagen i dag. Til tider så det ud som om, at vi tog os for god tid og tog en berøring for meget, i stedet for bare at spille fra første gang. Og omvendt så det andre gange ud til, at vi blev stressede i dét, vi modtog bolden. Og så spillede vi den lige hen i fødderne på en Midtjylland-spiller.

– Og når gameplanen, med at ville have bolden meget, ikke lykkedes, så kommer vi hurtigt til at savne Kamaldeens fart oppe foran. Og Mads Døhrs styring og nærkampsstyrke manglede vi også i det her kampbillede, fordi han har nogle lederegenskaber og noget fysik at komme med dernede.

– De to ville selvfølgelig have spillet, hvis de var klar, men det skal ikke være en undskyldning. Fordi på papiret stillede vi op stærkest muligt i dag.

Nu venter der en god uges pause, inden vi på næste mandag møder FC København på hjemmebane i Farum. Her har vi både Døhr og Kamal tilbage fra karantæne, ligesom vi får hjælp fra vores egne fans på lægterne. Vores cheftræner forlanger, at spillerne bruger dagens oplevelse som en løftestang frem mod FCK-kampen:

– Efter kampen sagde jeg til spillerne, at det på mange måder var rigtig, rigtig god læring. Forhåbentlig. Derfor er hver enkelt spiller nødsaget til at nærstudere kampen for at lære af sine fejl, afslutter vores cheftræner.

Kampen mod FC København bliver spillet mandag den 10. maj hjemme i Right to Dream Park.