Dagens modstander: AGF (16.05.2021)

Kategorier

I aften spiller vi en svær udebanekamp i Aarhus, som meget vel kan blive skelsættende for, om vi har chancer for europæisk fodbold i den kommende sæson. AGF er nemlig placeret på den famøse fjerdeplads, der giver en Europa-playoffkamp mod vinderen af Nedrykningsspillet.

Inden dagens opgør har vi fem point op til aarhusianerne, og Frank Hjortebjerg er fortrøstningsfuld i forhold til at hente tre point på dem i aften.

“Det er stadig et meget stærkt mandskab, vi skal møde, men resultatmæssigt er de selvfølgelig faldet lidt af på den” – Frank Hjortebjerg

Du kan fange hele Franks optakt via dette link, på afspilleren øverst i artiklen eller ved at søge efter “FC Nordsjælland” på din foretrukne platform. Undervejs kommenterer han på betydningen af denne kamp, hvorvidt man er villige til at gå på kompromis for at vinde og mange andre ting.


Mesterskabsspillet begynder at spidse til, og snart skal topplaceringerne afgøres. For vores vedkommende har vi én ting at jagte: top-4. Derfor gælder der en vaskeægte 6-points-kamp i aften mod AGF.

  1. FCM (56 point)
  2. BIF (55 point)
  3. FCK (49 point)
  4. AGF (45 point)
  5. FCN (40 point)
  6. RFC (36 point)

AGF vandt som bekendt bronzemedaljer i sidste sæson, og spillede også et rigtig flot grundspil i indeværende sæson, hvorfor de indledte Mesterskabsspillet på deres vanlige tredjeplads. Siden da er resultaterne dog ikke gået århusianernes vej, hvorfor de kun har nappet to sejre mod Randers og fået et enkelt uafgjort mod Brøndby, mens resten af kampene er blevet tabt.

Dermed har AGF altså blot hentet 7 point i slutspillet indtil videre, mens vi har selv har hentet 11 af slagsen. Alle de 7 århusianske point er dog kommet på tavlen i de seneste fem runder:

AGF, 3F Superliga kampform, W-L-L-W-D
09.05.2021 RFC 0-1 AGF
03.05.2021 FCK 3-2 AGF
25.04.2021 AGF 1-2 FCK
22.04.2021 AGF 2-0 RFC
18.04.2021 BIF 2-2 AGF

I sidste sæson havde vi store problemer i vores møder med AGF, hvor vi ikke formåede at vinde én eneste af de fire indbyrdes opgør. Faktisk tog vi kun et enkelt point. I denne sæson har piben dog fået en markant anderledes lyd, da vi er gået sejrrigt fra alle tre kampe mod aarhusianerne.

Derfor ser de interne statistikker godt ud forud for aftenens kamp.

Seneste 5 indbyrdes opgør i 3F Superliga, W-W-W-D-L
04.04.2021 FCN 2-0 AGF
03.03.2021 AGF 0-1 FCN
29.11.2020 FCN 3-1 AGF
22.07.2020 FCN 1-1 AGF
17.06.2020 AGF 2-1 FCN

Du kan se highlights fra de tre sejre i denne sæson lige her:

AGF’s seneste start 11’er (vs. RFC): 4-3-3
Kamil Grabara
Kevin Diks – Sebastian Hausner – Jesper Juelsgård– Casper Højer
Patrick Olsen – Nicolai Poulsen – Bror Blume
Gift Links – Patrick Mortensen – Albert Grønbæk

Trupnyt
AGF må undvære to profiler til dagens kamp, da både Nicolai Poulsen og Gift Links sidder ude med karantæne. Til gengæld kan De Hviie glæde sig over, at Jon Dagur Thorsteinsson er tilbage i truppen efter at have siddet i skammekrogen i sidste runde.

Du kan se vores egen kamptrup bestående af 20 spillere lige her.

Hurtige facts om dagens kamp

  • Vi har vundet alle tre kampe mod AGF i denne sæson. Hvis vi vinder i aften, vil det være første gang nogensinde, at vi vinder fire kampe mod samme modstander i en enkel Superliga-sæson
  • AGF har kun scoret én gang mod os i denne sæson, selvom de har haft 45 afslutninger i vores tre kampe
  • AGF har scoret 19 mål på dødbolde i denne Superliga-sæson, hvorfor det kun er FC København, der har lavet flere dødboldsscoringer (21 stk.)
  • AGF’s højreback Kevin Diks er med sine 4 mål århusianernes topscorer i Mesterskabsspillet, men han er også den forsvarsspiller i hele 3F Superliga med flest sæsonscoringer (6 stk.)
  • Kamaldeen Sulemana har scoret på 6 af sine seneste 16 afslutninger
  • Der er meldt udsolgt til aftenens kamp. Godt 8.500 tilskuere vil være på lægterne i Ceres Park.

Vi ønsker alle fans en god kamp! Husk, at du skal følge kampen på Canal 9 eller Discovery+ fra klokken 17.00, inden bolden ruller klokken 18.00.

Vamos!