Birks analyse: Hvorfor FCM formåede at presse os hårdere denne gang

Kategorier

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

I søndags tabte vi 3-0 på udebane mod FC Midtjylland. Nederlaget faldt blot seks dage efter, at vi havde slået Ulvene hjemme i Farum, hvor vi i særlig grad lykkedes med at nedtone den store energi og power, som er kendetegnende for midtjydernes presspil.

Analytiker Frederik Birk giver her et taktisk indblik i, hvorfor vi ikke lykkedes med dette aspekt i søndagens kamp.

– Nu kan vi jo ikke helt vide, hvad Brian Priske og co. havde snakket om i deres forberedelser til kampen, men de har formodentlig italesat, at nu skulle de op og smaske til, så de kunne skabe flere dueller, end de fik skabt på vores hjemmebane. Fordi det ville være et spil og et kampbillede, der ville tilfalde dem noget bedre.

– Rent holdstrukturelt var der dog ikke som sådan noget, der havde ændret sig radikalt i måden, de gik ind til kampen på. Det var jo den samme startopstilling, hvor Evander blot havde erstattet Mikael Anderson, så numerisk kunne vi som udgangspunkt aktivere deres tre angribere i vores opbygningsspil med vores tre stoppere, hvis vi fik sat de rigtige positioner.

– Samtidig kunne vi få deres to 8’ere til at klodse op på vores to lave midtbanespillere, og så ville der åbne sig de samme rum på siden af deres 6’er og ude på vores lavthængende wingbacks. På den front var der ikke noget strukturelt eller taktisk, der havde ændret sig radikalt fra de andre gange, vi har mødt Midtjylland.

– De to gange på hjemmebane i denne sæson, hvor vi virkelig har gjort ondt på dem, har vi også kørt med med den fuldstændig samme positionering som svar på den høje grad af mand-til-mand-pres, som Midtjylland forsøger at praktisere.

– Til gengæld var der en forskel i personellet i forhold til seneste indbyrdes opgør i og med at Mads Døhr og Kamaldeen var i karantæne. Særligt det faktum at Kamal plejer at ligge som vores enlige 9’er på toppen mellem Alexander Scholz og Erik Sviatchenko, gør, at der er en voldsom trussel dybt, som de synes at have enorm meget respekt for.

– Og det er også noget, vi har været rigtig dygtige til at benytte os af i de tidligere kampe. Særligt i omstillingsspillet, men egentlig også i vores etablerede spil. Når vi har formået at lokke mange af deres folk frem i banen, særligt når vi er lykkedes med at lokke deres backs til at springe frem på vores wingbacks, har vi kunne spille en direkte bold ned mod frimærkerne, som Kamal har ligget og jagtet på i stoppernes blindside.

– Det er klart, at det var et andet personel, vi havde på banen i søndags. Det var ikke fordi, at strukturerne var så meget anderledes, men det er klart, at når vi erstatter Kamal med flere boldfaste spillere, der gerne vil søge mod bolden og modtage i fødderne, så får vi ikke de samme dybe bevægelser.

– På taktikbrættet gav det mening inden kampen, men det lykkedes ikke helt i praksis. Fordi det der kom til at ske, var, at vi spillede rigtig mange korte pasninger i vores opbygningsspil, uden at vi for alvor truer dybt i banen, hvorfor vi ikke får strukket deres bagkæde eller tvinger dem til at forsvare sig tilbage i banen.

– Og så blev det meget let for Scholz og Sviatchenko at forsvare fremad, træde op og understøtte i det overtalsspil, som vi forsøgte at skabe på midtbanen med de her boldfaste spillere inde centralt, hvor vi jo på papiret var 4-mod-3. Når deres midstoppere ikke oplever denne her voldsomme trussel i dybden, så er de simpelthen for dygtige til at time deres duelspil og pres frem i banen. Derfor bliver undertallet udlignet.

– Og når det sker, bliver rummene så små inde centralt, at vi bliver tvunget mere og mere baglæns, inden deres pres sommetider tvang os til at lave en længere chipbold, som også fodrede Midtjyllands stærke duel- og luftspil.

– Det er klart, at vi på post match-mødet også blev nødt til at forhøre om, hvorvidt der havde indfundet sig noget nervøsitet i holdet på udebane mod FC Midtjylland, men det var sådan set ikke derhen, spillerne tog snakken hen i selve evalueringen. I stedet handlede det mere om de her taktiske aspekter samt spillernes individuelle kvalitet på positionering, boldbehandling og beslutningstagen.

På mandag er vores 3F Superliga-hold tilbage i Farums vante rammer, når Right to Dream Park lægger hus til et vigtigt opgør mod FC København. Opgøret mod københavnerne bliver sparket igang klokken 19.00.