Ugens Kvindenyt | Brian Sørensen om nederlag i Brøndby: Vi var ikke afklaret

Kategorier

Foto: Gonzales Foto

Onsdag aften var vi på en svær opgave, da Brøndby IF var værter i tredje runde af Gjensidige Kvindeliga-slutspillet. 

Selvom vi kom ind til kampen med lidt momentum fra vores sejr i sidste weekend mod KoldingQ, fik vi ikke vist de samme takter i gårsdagens kamp. 

Allerede efter otte minutter var Brøndby foran med 2-0, og på trods af en hurtig reducering og en fin første halvleg kom vi aldrig rigtig tilbage i kampen.

– Selvom de får to hurtige mål, så kommer vi faktisk godt i gang. Jeg synes, at vi sidder på kampen de første 20 minutter efter målene. Vi tager teten og ser fine ud defensivt, siger cheftræner, Brian Sørensen, og fortsætter:

– De sidste 15-20 minutter får de dog trykket os lidt ned og får skabt nogle chancer.

– Jeg synes egentlig, at vi havde en fin snak i pausen, men alligevel kommer vi ikke godt ud til anden halvleg, og derfor halter vi lidt resten af kampen. Vi får ikke sat tingene ordentligt sammen, og på samme tid er Brøndby mere afklaret, end vi er. 

– Så generelt i anden halvleg var vi ikke gode på bolden og virkede en smule stressede, så det må vi få rettet op på. 

– Men en kamp som denne giver os også mulighed for at sætte fokus på nogle af de basale ting igen. Vi skal blive bedre til at kommunikere igennem holdet og mere afklaret i vores spil. Vi skal tilbage og bruge de ting, som vi arbejder på til træning, så vi kan vise det udtryk frem, som vi gerne vil, afslutter cheftræneren. 

Highlights fra gårsdagens kamp kan findes HER.

Vi skal alle hurtigt op på hesten og tilbage på træningsbanen, for allerede på lørdag gæster vi Capelli Sport Stadion i Køge. Her venter slutspillets nuværende tophold, HB Køge, i en svær kamp, hvor vi igen vil blive testet til det yderste. 

Kampen fløjtes i gang klokken 16.00. Hold øje med vores sociale medier, da vi i løbet af de næste par dage vil give et link til HB Køges livestream af kampen.

_________________________________________________________________________

U18:

I lørdags led vores U18-piger deres andet nederlag i dette forår, da de tabte 4-1 til KoldingQs ditto. 

Nu har pigerne et par uger til at vise gode fremskridt på træningsbanen, da næste kamp først er den 2. maj, hvor Vildbjerg venter i endnu en udekamp.