R1+O & E-VLOGGEN | ‘JoeFromDenmark’ efter første eSuperliga-sejr: Det betyder utrolig meget

Kategorier

Endnu en uges eSuperliga-kampe blev onsdag aften færdiggjort. For vores vedkommende i fornem facon, da vi med ’JoeFromDenmark’ og ’Cruise’ i frontlinjen, sikrede os vores første 3 point i sæsonen. Vi har taget en snak med en af hovedpersonerne, ’JoeFromDenmark’, ovenpå sidste uges kampe. Velkommen til R1+O.

I episode to af vores eVlog, følger vi Cruises forberedelser op til eSuperliga. Cruise tager os med bag kulisserne i træningslokalet og med på scenen, hvor det hele bliver afviklet og som I kender på TV.

Runde 3 & 4 af eSuperligaen var mod FCK & OB.

FCN – FCK

’LordHjorth’ 1-1 ’Cruise’
‘JoeFromDenmark’ 1-3 ‘Marcuzo’
Samlet: FCK 4-2 FCN

FCN – OB

 ‘Cruise’ 1-0 ‘DonOli’
‘Kaz’ 2-2 ‘JoeFromDenmark’
Samlet: FCN 3-2 OB

En lettelsens suk lød, da det så småt blev en kendsgerning, at der tikkede 3 point på vores eSuperliga-konto i onsdags. Først skulle vi dog en tirsdag igennem, hvor resultatet ikke flaskede sig mod et formstærkt FCK mandskab. Det skulle dog ikke stå i vejen for, at vi som tidligere nævnt, kunne trække os sejrsrigt ud af onsdagens opgør mod OB. Om sejren siger ’JoeFromDenmark’:

– Det betyder utrolig meget. Det var dejligt at få en sejr, fordi det giver meget glæde til truppen. Derudover viser vi, at vi kan få vores spil til at fungere i studiet.

– Kruse har fået sin debut, og han har fået sin nervøsitet dæmpet rigtig meget. Jeg tror også, at vores muligheder for at rotere rundt, har givet utrolig meget for holdet. Vores spil har været stabilt hele vejen, og nu fik vi endelig point. Vi har samtidig også mødt 3 ud af 4 fra top-4 i sidste sæson, og stadig vist flot spil.

Med rollen som holdkaptajn følger naturligvis et ansvar, som altid vil være størst, når tingene ikke går som de skal. I sådanne tider har ’JoeFromDenmark’ en helt klar tilgang som holdets leder:

– Jeg snakker altid med drengene efter kampene, hvor vi går hele forløbet igennem. Jeg synes det er utrolig effektivt, at tage den med det samme, da de tanker man har er friske, og nemt kan forklares. Jeg understreger selvfølgelig også altid, at der er der er massere af uger tilbage, og derfor mange point som kan hentes. Jeg ved vi har kvaliteten til at ligge godt i ligaen, og det fik vi heldigvis også vist med en sejr.

Lederrollen tro er ’JoeFromDenmark’ aldrig tilfreds, og derfor er der naturligvis også plads til forbedringer trods sejren mod OB, hvis man spørger kaptajnen:

– Vi kan blive bedre offensivt og defensivt stadig. Der er nogen små ting som skal rettes, men ellers synes jeg faktisk at vi står godt.

Denne uges kampe ser for vores vedkommende således ud:

Tirsdag 13-04

FCN – SJE
19:30
TV3 MAX & Viaplay

 Onsdag 14-04

FCN – LBK
20:45
TV3 MAX & Viaplay

Om denne uges kampe siger ’JoeFromDenmark’ følgende:

– Jeg tænker, at der er rigtig gode muligheder for 6 points. Vi har Sønderjyske og derby mod Lyngby. Det er to hold, som jeg godt føler , at vi kan måle os med, også vil man selvfølgelig altid gerne slå Lyngby!

Lad os krydse fingre for, at det bliver til 6 point. Vamos!