[PODCAST] Hjortebjergs optakt vs. BIF | “Det bliver rigtig, rigtig skønt med fans på stadion”

Kategorier

I morgen møder vi Brøndby IF på hjemmebane. En modstander som vi ikke har gode erfaringer med, men Frank er meget fortrøstningsfuld og peger på vores flotte stime og en generelt meget tæt start på dette års mesterskabsspil.

– Det ser jo ud til, at det her mesterskabsspil er mere tæt og mere ligeværdigt, end det har været de andre år, vil jeg sige. Der er ikke på samme måde ét eller to hold, der for alvor er stukket af. Og de andre år har det jo været os selv, der har isoleret os godt på sjettepladsen tidligt.

– Så der er absolut ingen grund til, vi ikke skal kunne vinde mod Brøndby i morgen på vores egen bane. Og med fans, ej at forglemme.

Sidst mod Brøndby tabte vi 0-1 på hjemmebane, selvom vi sad på store dele af spillet. Vi havde svært ved at bryde igennem Brøndbys solide defensive organisation, og i stedet straffede de os på et kontraangreb.

Vores assistenttræner forudsiger et lignende kampbillede, men har udmærket styr på, hvad der skal forbedres, hvis vi skal nappe point i morgen:

– Brøndby er jo sådan rimelig komfortable, når de andre hold har bolden, og de kan ligge og lure på omstillingerne. For at sige det mildt. Så det er da ikke utænkeligt at begge hold – bevidst eller ubevidst – regner med, at det bliver kampbilledet.

– Forhåbentlig er vi blevet lidt bedre til at skabe chancer, så vi ikke bare spiller rundt foran deres forsvarsspillere hele tiden. Og så er det et spørgsmål om, om vi kan styre de der omstillinger fra Brøndby. Kan vi lukke dem ned tidligt, så er det rigtig fedt, men det kan vi nok ikke i alle tilfælde.

Til kampen kan vi endelig lukke fans inde på stadion, hvilket Frank Hjortebjerg har glædet sig til i lang tid. Det er dét fodbold handler om, mener han.

– Det bliver mega fedt. Det bliver rigtig, rigtig, rigtig skønt.

– Det gør en stor forskel for, hvor sjovt det er og hvor fedt det er. Vi kan træde ud i morgen med 1800 mennesker i ryggen, der kan skabe en god oplevelse sammen med os og Brøndby. Og det er for mig at se, hvad fodbolden i høj grad handler om.

Andre gode ting fra denne episode:

  • Afrunding på FCK-kampen i søndags
  • QUIZ!
  • Afsløring af et længeventet comeback til en af vores spillere
  • Jesper Lindstrøms karantæne
  • Hvem er Farlige Frank? Og Skal Frank Hjortebjerg have en fansang?
  • Meget, meget mere.

Du kan lytte til det fulde afsnit på Spotify, Podcast-appen, øverst i denne artikel eller eller hvor du nu engang lytter til dine podcasts! Du skal blot søge efter “FC Nordsjælland” – og huske at abonnere på vores kanal, så du får en notifikation næste gang, vi smider noget ud.

Der er kickoff på i morgen klokken 20.00, og kampen bliver vist på Canal 9 og Discovery+.