Kampe i uge 16: Dobbeltprogram både onsdag og lørdag!

Kategorier

En ny uge er skudt igang, og traditionen tro følger der derfor en oversigt over de kommende kampe for vores ældste hold.

Denne uge er det onsdag og lørdag, der skal skrives ind i kalenderen, hvor der begge dage vil være hele to kampe at følge med i!

Onsdag den 21. april:

Gjensidige Kvindeliga

Onsdag klokken 17.30 spiller vores kvindesenior et vigtigt udebaneopgør mod lokalrivalerne fra Brøndby, hvor vi skal forsøge at nappe point og spille os ind i medaljestriden i rækken.

Du kan blive klogere på stillingen HER, og kampen på onsdag bliver sendt live via DETTE LINK.

3F Superliga

Onsdag klokken 20.00 spiller vores Superliga-drenge fjerde runde af mesterskabsspillet, når vi efter to udebanekampe er tilbage i Farum, hvor Brøndby IF kommer på besøg.

Vi har ENDELIG fået mulighed for at lukke sæsonkortholdere og partnere ind på stadion, men hvis du ikke er blandt disse, kan kampen følges på Canal 9 og Discovery+.

Lørdag den 24. april:

U19 Drenge Ligaen

Lørdag klokken 13.00 spiller vores U19-drenge på udebane mod naboerne fra Lyngby Boldklub. Vi er fortsat ubesejrede i forårssæsonen, hvor det senest er blevet til tre sejre på stribe.

Da kampen spilles i Lyngby, har vi desværre ikke mulighed for at livestreame opgøret. Du kan til gengæld følge med på vores Twitter-kanal, hvor vi vil liveopdatere fra kampen.

Gjensidige Kvindeliga

Lørdag klokken 16.00 skal vores bedste kvindehold i aktion for anden gang denne uge. Det er endnu et udebaneopgør, men denne gang bliver det mod topholdet HB Køge.

Denne kamp kan også følges live via ligaens hjemmeside.